Nicklas Bendtner tilbragte godt to år i Rosenborg, og den danske angriber vandt to mesterskaber, to Super Cup-trofæer og en enkelt pokaltitel med Trondheim-klubben. Derudover kunne Bendtner lade sig hylde som ligatopscorer i sin første sæson i Norge.
Den tidligere Arsenal-spiller høstede dog andet og mere end trofæer under sit ophold i Norge. Nicklas Bendtner blev også et venskab rigere.
Læs også:Kunne afløse dansk stjerne i Norge: Deres tilbud var en hån
Angriberen blev således gode venner med islændingen Matthias Vilhjalmsson, og sidstnævnte har kun pænt at sige om sin makker på- og udenfor banen.
- Vi kom utrolig godt ud af det sammen. Man vidste ikke, hvad man kunne forvente, da han ankom. Han var verdensberømt, og der var 40 pressefolk til stede under hans første træning, siger Mattias Vilhjalmsson til fotbolti.net og tilføjer:
Læs også:Transferplanen: Pokalvinderne vil finde guld i 1. division
- Han er utrolig jordnær og anderledes, end folk tror. Han tog sig godt af mig, da jeg var alvorligt skadet. Han lavede mad til mig, og han inviterede mig hjem til Champions League-aftener. Han lavede laks til mig, og det var en fantastisk oplevelse. Han er en skøn fyr, og laksen smagte godt.
Matthias Vilhjalmsson tørner aktuelt ud for Vålerenga i Norge, mens Nicklas Bendtner har været klubløs, siden han forlod FC København for et år siden. Det ligger i kortene, at Bendtner har indstillet karrieren, men han har aldrig sagt det direkte.
Til gengæld har den tidligere landsholdsspiller givet udtryk for, at han gerne vil gå trænervejen.