Nicolai Høgh på vej ud i Vålerenga?
Illustration
Skandinavien

Nicolai Høgh på vej ud i Vålerenga?

Nicolai Høgh har kun været i Vålerenga i et halvt år, men de vil nu satse på unge spillere efter et katastrofeår, der i værste fald kan ende med en konkurs.

Vålerenga er alvorligt på spanden.

De meldte selv ud i går, at de har et indkomstsvigt på 15 millioner kroner, mens norske Dagbladet beretter om et underskud på 20 millioner kroner for 2013 alene og en klub, der er ved at gå så meget i opløsning, at det kan ende med en konkurs. Alle muligheder skulle være i spil for at undgå konkursen. Der er tale om en fritstilling af alle spillere eller en lønnedgang på 20 procent til alle ansatte, hvilket har fået spillertruppen til at kalde fagforeningen Niso ind i sagen.

Midt i det hele står danske Nicolai Høgh, der kom til klubben fra Esbjerg i sommer og har kontrakt til udgangen af 2015. Han startede godt, røg så på bænken, fik chancen til sidst og endte med at se rødt i den sidste kamp.

30-årige Høgh kan falde for aldersgrænsen, når Vålerenga effektuerer den ungdomssatsning, som Vålerenga og træner Kjetil Rekdal i går lancerede.

- Vi må de næste år satse på unge norske talenter, som vi gjorde det i 2003-2004. Det endte med guld i 2005, så dette er ikke nødvendigvis negativt for os. Vi må bygge et langsigtet fundament op, hvor Vålerenga skal have som mål at have omkring 10 landsholdsspillere på A-, U/23-, og U/21-landsholdene, siger Rekdal til klubbens hjemmeside.

Ud over Nicolai Høgh har Vålerenga også danske Michael Schjønberg på kontrakt som assistenttræner.