Norsk landsholdslegende hylder Mikkel Kirkeskov
Skandinavien

Norsk landsholdslegende hylder Mikkel Kirkeskov

John Arne Riise sender ros i retning af den tidligere OB- og AGF-back.

Mikkel Kirkeskov tog i vinter konsekvensen af sin reserverolle i OB og skiftede til norsk fodbold og Aalesund. Her har han fået en fin start. 

Venstrebacken har fået fuld spilletid i alle Tippeligaens første fire runder, og søndag var han i kamp mod de norske mestre fra Rosenborg. Aalesund tabte opgøret med 0-1, men Mikkel Kirkeskov spillede en fin fkamp over for Rosenborgs talentfulde højrekant Pal Andre Helland. 

Nu får Kirkeskov ros af sin navnkundige holdkammerat John Arne Riise, der som bekendt har en glorværdig fortid i Liverpool og Roma samt det norske landshold, hvor han har spillet over 100 kampe. 

- Jeg synes, han havde god kontrol. Helland er måske Norges bedste wing, så vi må acceptere, at han kommer frem til noget af og til. Men Mikkel gjorde et strålende stykke arbejde, siger John Arne Riise til adressa.no. 

Den 35-årige nordmand spiller på midtbanen for Aalesund, hvorfor Mikkel Kirkeskov har været fast mand på venstre back indtil videre.