Rosenborg med den nye cheftræner Eirik Horneland i spidsen har fået en katastrofal start på sæsonen og er sidst i Eliteserien efter fem kampe. Onsdag skulle holdet tanke selvtillid i anden runde af pokalturneringen, hvor Norges største klub var oppe imod amatørerne fra Rørvik, der spiller i den femtebedste række.
Her lykkedes det Eirik Horneland at vinde for første gang som Rosenborg-træner, men favoritterne var bestemt ikke overlegne i sejren, som blev på 3-1. Ved pausen var stillingen således 1-1.
Nicklas Bendtner blev sparet og var ikke med i truppen, men derudover stillede Rosenborg stærkt op mod Rørviks lilleputter og havde blandt andre Mike Jensen på den centrale midtbane. I angrebet huserede den tidligere FCM'er David Aktintola, men han måtte lade sig udskifte med en skade i første halvleg.
Even Hovland, Anders Konradsen og Erik Botheim scorede de tre mål for Rosenborg.