Video : Tipsbladet
Skandinavien

Rosenborg-træner: Bendtner er ikke i topform

Rosenborgs træner forklarer nu, hvorfor han har givet Nicklas Bendtner en begrænset mængde spilletid.

Danske Rosenborg-fans har primært måtte kigge mod bænken, hvis de skulle have et glimt af Nicklas Bendtner i sæsonens første fire kampe.

Kun i sæsonens første kamp mod FK Bodø/Glimt er der blevet plads til den danske angriber i startopstillingen hos det norske traditionshold. Og det er der en god grund til, forklarer klubbens træner Erik Horneland.

- Jeg synes, at flere af vores spillere er et stykke fra topformen. Det er der ingen tvivl om. Flere har været plaget af skader og kom sent i gang med opstarten, siger Horneland direkte adspurgt om Bendtner ifølge NTB.

Samtidig slår Horneland fast, at han har planer med den 31-årige dansker.

- Jeg håber, at alle angribere bliver vigtige for os. Jeg håber, at Søderlund og Bendtner bliver vigtige, og at Erik Botheim udfordrer om en plads, lyder det fra træneren.

Rosenborg er kommet skidt fra start i den nye sæson i Norge, hvor holdet fortsat mangler at få den første sejr efter fire runder. Det betyder, at klubben i øjeblikket befinder sig under nedrykningsstregen.