Stram tidsplan: Bendtner skal spille torsdag og i retten fredag morgen
Foto: Getty Images
Skandinavien

Stram tidsplan: Bendtner skal spille torsdag og i retten fredag morgen

Nicklas Bendtner går et par travle dage i møde. Torsdag aften skal Rosenborg spillede pokalkamp, fredag skal han i retten i København, og senere samme dag flyver han tilbage, så han kan træne med igen lørdag.

Går det, som Nicklas Bendtner og Rosenborg BK planlægger, kommer retssagen mod spilleren til at have minimal indflydelse på hans dagligdag. I givet fald misser han kun én træning, og det endda dagen efter en kamp.

Rosenborg spiller således pokalkamp torsdag aften klokken 19.05 mod IK Start, og allerede fredag klokken 9.30 skal han stille i Københavns byret. Senere samme dag vender han tilbage til Norge.

- Nicklas er til rådighed for at kunne spille (torsdag aften, red). Der er gode flyforbindelser mellem Trondheim og København. Han rejser fredag og kommer hjem samme dag og er tilbage i træning lørdag, siger Tove Moe Dyrhaug, daglig leder i Rosenborg, til lokalavisen Adresseavisen.

Sagen kan dog selvfølgelig få væsentlig større indflydelse på Bendtners karriere end bare en misset træningsdag, såfremt han bliver fundet skyldig. Rosenborg har endnu ikke meldt ud, om klubben vil holde på ham, hvis han bliver dømt for vold, men vil i stedet lade det danske retssystem udspille sin rolle først.

Landstræner Åge Hareide har dog gjort det klart, at man under hans ledelse ikke kan spille på landsholdet som dømt voldsmand. 

Nicklas Bendtner er tiltalt for vold mod en taxachauffør ved at have slået chaufføren i ansigtet og senere sparket ham samme sted. Derudover er han tiltalt for at have kørt uden sikkerhedssele og for at forlade taxaen uden at betale regningen på 52 kroner.

Taxachaufføren er også sigtet for fysisk at forulempe Bendtner.