Video : Tipsbladet
Skandinavien

Strømsgodset snupper målfarlig dansk midtbanespiller

Mikkel Maigaard Jakobsen skifter til Strømsgodset på en aftale, der gælder frem til 2021.

Mikkel Maigaard Jakobsen har haft en forrygende sæson i det norske, hvor den danske midtbanespiller hidtil står noteret for 12 mål i 17 kampe for Raufoss i Norges næstbedste række.

Det har fået større klubber til at åbne øjnene, og nu har Strømsgodset med den danske træner Henrik Pedersen handlet hurtigt ved at sikre sig den 23-årige dansker på en kontrakt, der gælder frem til 2021.

- Mikkel Maigaard har de evner, vi mangler på holdet. Han løber meget og er en god kombinationsspiller, som er god til at finde mellemrummet. Så er han med bolden, og han har en helt vanvittig dødboldsfod, lyder det fra Henrik Pedersen om den nye dansker.

Mikkel Maigaard har spillet ungdomsfodbold for Esbjerg, hvor han også fik nogle enkelte førsteholdskampe, før han skiftede til Brabrand. Herefter gik turen videre til Norges næstbedste række, før Strømsgodset fra Norges fineste liga nu har gaflet den offensive dansker.