Video : Tipsbladet
Skandinavien

Svensk matchfixing-skandale: Giver ingen mening, hvis kun én er involveret

Normalt tager kriminelle fat i mindst fire spillere, når de begår matchfixing, og derfor er det usandsynligt, hvis kun én spiller er involveret i skandalen i Sverige, siger direktør for Spillerforeningen.

I går blev en af sæsonens store kampe i Sverige, den mellem IFK Göteborg og AIK fra Stockholm, aflyst. Årsagen var, at kriminelle havde forsøgt at bestikke og true en AIK-målmand til matchfixing.

Men selv om det i går kom frem, at det var en keeper - dog ikke hvilken, omend Oscar Linnér er førstemålmand - der havde henvendt sig til myndighederne, er det langt fra sikkert, at han er den eneste, der er blevet tilbudt/truet.

Ifølge Mads Øland, der er direktør for Spillerforeningen i Danmark, bruger kriminelle som regel fire spillere fra et hold, når de fixer kampe. 

- Det er usandsynligt, der kun er én. Det giver ikke nogen mening, når man ved, hvordan en fodboldkamp er og ved, hvordan de kriminelle arbejder med det. Der har nok været flere, der er blevet trykket på, siger Øland til TV2.

Det betyder dog ikke, at man nødvendigvis skal kaste sin vrede på en eller flere af de andre spillere. De har givetvis været udsat for et umenneskeligt pres. Målmanden blev eksempelvis både tilbudt "et anseeligt beløb" og truet med skade på hans familie, hvis han ikke samarbejdede.

Matchfixing-sagen er den første kendte af sin slags i Allsvenskan, og Mads Øland forudser, at det blot er et spørgsmål om tid, før vi oplever noget lignende i Danmark.

- Det er helt usandsynligt, at vi går fri. Den danske Superliga og de øvrige rækker er så interessante i fodboldhierarkiet, at de er interessante for de kriminelle netværk. Så på et eller andet tidspunkt vil vi opleve det ligesom i de øvrige nordiske lande, siger han.