Video : Tipsbladet
Skandinavien

Svensk medie: Dansk landsholdsbobler er den bedste i ligaen

Det svenske medie Fotbollskanalen har udpeget Allsvenskans 100 bedste spillere. Nummer ét er danske Anders Christiansen.

De fleste, der følger den svenske liga, var nok klar over, at Anders Christiansen rangerer som en af de bedste i Allsvenskan. Nu peger det svenske medie Fotbollskanalen på ham ham dén bedste.

Mediet gennemgår de 100 bedste spillere i Sveriges øverste fodboldrække, og her kommer "AC" altså ind på førstepladsen. Fotbollskanalen lægger vægt på, at han både er spilfordeler og kan vinde sit hold kampe med oplæg eller mål mod alle hold.

Nummer to til fem ser ud som følger: Sebastian Larsson (AIK), Rasmus Bengtsson (Malmö FF), Paulinho (Hammarby) og Alexander Fransson (IFK Norrköping).

Læs også:Malmö-dansker: Mange i Sverige kan ikke lide os - sådan er det på toppen

Den næstbedst placerede dansker er også central midtbanespiller; Jeppe Andersen (Hammarby) indtager 17. pladsen på ranglisten. Søren Rieks (også Malmö) er den tredje dansker på 27. pladsen.

Anders Christiansen fik i 2017 prisen som både Årets Midtbanespiller og Årets Mest Værdifulde Spiller. I fjor genvandt han så midtbaneprisen, men måtte "nøjes" med at være nomineret til MVP-prisen.

Læs også:Dansk Malmö-spiller beder fansene om tålmodighed

Det glædede han sig over, efter han i 2018 havde et mislykket ophold i Gent.

- Mange spurgte, om jeg var bange for at falde igennem efter den kanonsæson, jeg havde i '17, hvor jeg vandt de to priser. Det er bare bevis på, at jeg har gjort det godt. Det gør mig utrolig stolt, at jeg har vist, at jeg stadig har niveauet til at være med trods det gok i nøden, jeg fik i Belgien. 2017 var ikke bare en sæson, hvor jeg overpræsterede, sagde "AC" i efteråret til tipsbladet.dk.

Han har ikke foreløbig haft lejlighed til at følge op på succesen. Allsvenskan nåede ikke at komme i gang med 2020-sæsonen, inden coronavirussen lagde den på is.

Læs også:Medie: Johan Larsson én af Allsvenskans bedste transfers

Læs også:Søren Rieks: Har selvfølgelig i tankerne at slutte karrieren i Esbjerg

Læs også:Malmö FF-boss vil spille efterår-forår