Tidligere AGF-angriber blev matchvinder: Det er stort for klubben
Den norske Tippeliga blev mandag skudt i gang, og mandag var det så Mjøndalens tur til at sætte gang i sæsonen. Holdet med dansk-bosniske Sanel Kapidzic fik besøg af Viking, og det blev til en perfekt start for oprykkerklubben Mjøndalen, der vandt med 1-0. På et mål af den tidligere AGF-angriber Sanel Kapidzic efter 63 minutters spil.
Og sejren har stor, stor betydning for klubben, der ikke siden 1992 har spillet i den bedste norske række. Måske er det ikke en euroforisk stemning, men matchvinder Sanel Kapidzic kan godt mærke, at sejren har noget ekstra over sig.
- Det var dejligt at score, og det var fedt at vinde kampen. Det er rigtig stort for klubben at være tilbage i Tippeligaen og at vinde den første kamp, fordi det er så mange år siden, at klubben sidst var i den bedste række. Det er en traditionsklub her i Norge, og jeg kan godt mærke på folk i byen, at det har en kæmpe betydning. At det er stort for dem, og at de har savnet at være i den bedste række, siger Sanel Kapidzic til tipsbladet.dk og fortæller videre:
- Jeg er selv glad for at score og stå for det afgørende mål. For en angriber er det altid rart at score, og for mig er det fedt, fordi jeg i min tid her i Norge har fået gang i min karriere igen. Jeg trives heroppe.
Sanel Kapidzic refererer til, at han kom frem som en ung og meget, meget talentfuld angriber i AGF. Her fik han lavet nogle mål, men det helt store gennembrud kom aldrig, så han i stedet måtte forbi FC Fyn, inden Vard Haugesund hentede ham til Norge, hvorfra han skiftede videre til Mjøndalen. I sidste sæson lavede han 15 mål for oprykkerne, hvilket var fjerdeflest, og det glæder den nu 24-årige angriber, der boede i Danmark fra han var to år og frem til sit skifte til Norge.
- Jeg havde troet og håbet på at slå igennem i AGF, men jeg måtte forbi divisionsklubber i Danmark, inden jeg kom tilbage i den bedste række - denne gang i Norge. Jeg har altid haft tro på mig selv og på at tingene lykkes, og det vil jeg fortsætte med. Men målsætning i denne sæson handler om, at jeg skal vise mig frem og hjælpe klubben med at undgå nedrykning. Det synes jeg faktisk, der er gode muligheder for. Vi har nogle gode spillere, siger Sanel Kapidzic.
Angriberen fortæller videre, at der er et meget, meget stærkt sammenhold i klubben. Og han sammenligned den norske oprykkerklub med en oprykningsklub i Superligaen.
- Det er ikke den største klub, og på den måde minder vi en del om Hobro fra Danmark. Det er meget familiært her i klubben. Jeg synes, der er en god gejst i truppen, og alle arbejder stenhårdt på at få succes på banen. Det er vores kendetegn. Men som sagt har vi nogle gode spillere, og jeg tror, der er en del her i Norge, der bliver overrasket over os. Som jeg ser det, er der kun en fire-fem hold, der for alvor skiller sig ud, og så er resten ellers meget lige, siger angriberen, der qua sine mål i sidste sæson har haft interesse fra andre klubber i Norge:
- Jeg har hørt rundt omkring, at der har været interesse, men jeg ingen grund til at skifte klub, fordi jeg lige nu spiller i Tippeligaen og på et hold, hvor jeg er sikker på at spille hver gang. Det vil jeg helst. Men jeg har også ambitioner om at spille på et højt niveau og for nogle gode klubber. Det gælder om at få vist mig frem - jeg har kontraktudløb i december.
Sanel Kapidzic startede som ungdomsspiller i Galten, inden han i 2001 tog til Aarhus og AGF. Her blev det til debut i 2008, inden han i 2011 blev udlejet i hele sæsonen til FC Fredericia. I 2012 var han så hos FC Fyn. Klubben gik dog konkurs, og så ventede det norske eventyr i marts 2013, hvor Vard Haugesund fra den tredjebedste række havde glæde af angriberen i en sæson, inden Mjøndalen hentede Kapidzic til klubben.
Og efter et år i den næstbedste række står den 24-årige angriber altså noteret for én kamp, et mål og én sejr. Det må siges at være en godkendt start på livet i Tippeligaen.