Det gik hurtigt i den svenske storklub AIK i morges. Bestyrelsesformanden fik klokken 8 besked om, at klubbens direktør, Jens Andersson, sagde op, og en time senere lå der en meddelelse på hjemmesiden.
Andersson, der var sportschef i AGF fra 2014 til 2016, har stået i spidsen for AIK siden forrige sommer, og han nåede således at vinde et mesterskab i fjor, inden holdet i den forgangne sæson sluttede på fjerdepladsen.
Opsigelsen kom mildest talt bag på bestyrelsesformanden.
Læs også:Nyt underskud bekymrer ikke AIK-direktør
- AIK Fotboll er børsnoteret, så vi skulle sende en besked omgående. Jeg var tvunget til at skrive det snarest muligt. Jeg fik beskeden klokken 8, så det er helt nyt for mig, siger Robert Falck til Fotbollskanalen.
- Jens og jeg har arbejdet rigtig godt sammen, så det er klart, at jeg synes, det er sørgeligt. Det er vel det, jeg kan sige. Jeg er ikke rigtig landet endnu. Det er helt nyt for mig.
Læs også:Ungdomschef forlader svensk klub efter 56 år
47-årige Jens Andersson forklarer beslutningen med, at mange af de opgaver, han blev ansat til at løse, er løst.
- Det arbejde, som jeg så foran mig, da jeg tiltrådte som direktør, er sat i gang og på flere måder også afsluttet. Klubben har arbejde hårdt, både på kort og lang sigt, og er klar til et nyt årti med nye udfordringer, siger han i meddelelsen på klubbens hjemmeside.
Sæsonen i Sverige følger kalenderåret, så AIK har nogle måneder, før holdet skal spille en gældende kamp igen.