Tidligere FCN-spiller forlod Norrköping: Det var på grund af skattetrykket
Foto: Sparta Prag
Skandinavien

Tidligere FCN-spiller forlod Norrköping: Det var på grund af skattetrykket

David Moberg Karlsson havde spillet hele sin karriere i Sverige, hvis det ikke havde været for lønningerne og skattetrykket.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller David Moberg Karlsson blev i december solgt fra IFK Norrköping til den tjekkiske storklub Sparta Prag, og svenskerne indkasserede i den forbindelse i omegnen af 11 millioner danske kroner.

Dermed er offensivspilleren klar til at tage hul på endnu et ophold i udlandet, efter han tidligere har været i engelske Sunderland, skotske Kilmarnock og altså FC Nordsjælland. Allerhelst ville han dog være blevet i IFK Norrköping.

Det var udelukkende økonomien, der fik ham til at takke ja til Sparta Prag.

- Hvis skatten og lønningerne ikke var, som de er i Sverige, havde jeg aldrig forladt klubben. Så havde jeg spillet i Norrköping hele min karriere, men en spillerkarriere er kort, og jeg vil gribe chancen for at tjene gode penge, mens jeg kan, siger David Moberg Karlsson til NT.

Han fastslår, at han har mødt en helt ny kultur i Sparta Prag.

- Der er ikke noget stort sammenhold her. Mange spiller udelukkende for sig selv, virker det som. Vi har mange talentfulde spillere på holdet, og vi kunne gøre det meget bedre, hvis vi arbejdede som et hold og en samlet gruppe. Tag eksempelvis en ung spiller, der begår en fejl til træning. I stedet for at brokke sig over ham, kunne man gribe fat i ham og forklare, hvad han kan gøre anderledes næste gang. Det kunne løfte en ung, talentfuld spiller til himlen, siger svenskeren.

- Jeg har haft en god snak med ledelsen om at forsøge at ændre kulturen på holdet for at skabe et bedre sammenhold. De synes godt om, at jeg tænker på det. Sparta har meget at vinde ved det.

Sparta Prag er nummer fem i den tjekkiske liga ved vinterpausen.