Tidligere Manchester United-talent meldes i forhandlinger med svensk klub
Foto: Getty Images
Skandinavien

Tidligere Manchester United-talent meldes i forhandlinger med svensk klub

Svenske Östersunds FK forsøger nu igen at få fingrene i et tidligere Manchester United-talent, som mest af alt bliver beskrevet som et problembarn nu.

I efteråret bekræftede Östersunds FK’s tekniske direktør, at den svenske klub forsøgte at få fingrene i Ravel Morrison, men forhandlingerne førte ikke til en aftale. Nu er interessen genopstået.

Det er det svenske medie, expressen.se, som rapporterer, at Östersunds FK igen har taget kontakt til den 26-årige englænder, og hvis forhandlingerne forløber gnidningsfrit, håber den svenske klub at kunne præsentere midtbanespilleren i næste uge.

Ravel Morrison startede sin karriere i Manchester United, hvor han blev skreget op til at være det helt store talent, og han blev sågar også kaldt for den mest talentfulde spiller, som Sir Alex Ferguson havde set på træningsbanen.

Han formåede dog aldrig at slå igennem hos den engelske storklub, og i stedet endte han med at prøve lykken i en række andre klubber, mens han har fået et omdømme som et problembarn.

Siden sommeren 2015 har han været ejet af Lazio, men den aftale udløber til sommer, og der er angiveligt både snak om, at Östersunds FK enten laver en lejeaftale eller en permanent kontrakt med Ravel Morrison.