Video : Tipsbladet
Skandinavien

Tidligere Randers-spillere i modvind: Fejrede rivalens mesterskab

Vladimir Rodic og Nikola Djurdjic tørner til dagligt ud for Hammarby, men de deltog i arvefjenden AIK's guldfest søndag aften.

Der var fest i den ene ende af Stockholm søndag aften, mens der var bøjede hoveder og nedtrykt stemning i den anden.

I de dele af den svenske hovedstad, hvor man holder med AIK, blev der jublet over mesterskabet, som kom i hus takket være en sejr over Kalmar FF, mens Hammarby oplevede en massiv skuffelse som punktum på en ellers flot sæson, da holdet blev vippet af tredjepladsen af Malmö FF i sidste runde.

Efter kampen gjorde Hammarby-spillerne Nikola Djurdjic og Vladimir Rodic, der begge har en fortid dansk fodbold, ikke meget for at lægge en dæmper på fansenes sorger. De to venner og holdkammerater er nemlig blevet fanget på et billede til AIK's guldfest. AIK-spillerne fejrede mesterskabet på natklubben Soap Bar, og her havde de blandt andre selskab af Djurdjic og Rodic.

Det er Hammarby-fansene godt sure over, og sportschef Jesper Jansson er heller ikke særlig begejstret.

- De har fået en kraftig markering fra både klub og fans. Det var naivt og dumt af spillerne. Jeg sagde direkte til Nikola Djurdjic, som har spillet i Partizan Beograd, at han næppe var taget i byen, hvis Røde Stjerne havde vundet guldet. Spillerne er vidende om, at det, de har gjort, var meget klodset, siger Jesper Jansson til Expressen.

Vladimir Rodic og Nikola Djurdjic har fulgt hinanden tæt i hele karrieren, og de har således været holdkammerater i både Malmö FF, Randers FC og altså nu i Hammarby. Begge spillere har været ude på Instagram og beklage, at de deltog i AIK's guldfest.