David Ousted, Jeppe Andersen, Mads Fenger og de øvrige spillere i Hammarby går ned i løn for at hjælpe klubben godt gennem coronakrisen. Det skriver Stockholm-klubben på sin hjemmeside.
Hammarby oplyser, at de spillere, ledere og øvrige ansatte, som tjener mere end 55.000 svenske kroner om måneden, går 20 procent ned i løn, mens de ansatte, som tjener mellem 10.000 og 55.000 kroner går 15 procent ned i løn. For de med en månedsløn på under 10.000 kroner er lønnedgangen 10 procent.
Læs også:Øget risiko: Brøndby-ledelsen overvejer at tilføre flere penge
Aftalen træder i kraft fra juni og gælder frem til, at der igen kan komme tilskuere til kampene.
- Det her giver os stor besparelse i omkostninger, og jeg er glad og stolt over, at vores spillere og medarbejdere har været så åbne og så villige til at acceptere den her nedgang for at bidrage til, at klubben klarer situationen så godt som muligt, siger Henrik Kindlund, der er direktør i Hammarby.
Læs også:Dansk agent: Vi vil se flere lejeaftaler
Hammarby, der har den svenske verdensstjerne Zlatan Ibrahimovic som en del af ejerkredsen, sluttede på tredjepladsen i Allsvenskan i fjor.