1. december: "Staff" beholder 1-tallet, selv om han er nummer 2 i køen

For nogle er det bare et tal, men for andre er det et synonym. For dem er rygnummeret synonym med en position eller en person. For dem er nummeret på ryggen lige så mytisk som navnet lige oven over. Tallet alene kan ikke få spilleren til at gå over i historien, men spilleren kan gøre tallet legendarisk.

Laudrup, Maradona og Pelé i 10’eren; George Best, Eric Cantona og David Beckham i Manchester Uniteds 7’er; Johan Cruyff i nummer 14. Nummeret forpligter, og hver dag frem mod jul kigger tipsbladet.dk nærmere på et rygnummer og den historie, der gemmer sig bag spilleren, som bærer det.

I dag er den 1. december, og vi sætter fokus på nummer 1 i AGF, Steffen Rasmussen.

Vi sidder i en hjørnesofa i AGF's midlertidige klubhus, og Steffen Rasmussen læner sig frem for at følge med i, hvad der sker på den telefon, som tipsbladet.dk's udsendte holder foran ham. På den afspiller et klip fra AGF's sidste kamp i sidste sæson.

AGF vandt kampen 1-0 mod Viborg FF foran 17.462 på Ceres Park og sikrede sig dermed endnu en sæson i Superligaen, og klippet viser sejrsmålet. Først Morten "Duncan" Rasmussens afretning, der gør i mål, og siden en vinkel ved AGF's udskiftningsbænk, hvor en mand i røde short nærmest er inde på banen, før de andre bænkevarmere når at rejse sig.

Det er reservemålmand Steffen Rasmussen, der trods sine dengang 34 år jubler mest eksplosivt. Og trods sin placering på bænken. Det ville ikke være utænkeligt, at en mand, der har spillet over 400 kampe for klubben, men som er røget på bænken, ville have en negativ indstilling til tingene. Men Steffen Rasmussen jubler først og mest.

- Det er, fordi det betyder noget. Der er ikke så mange andre svar på det. Jeg har ingen grund til at sidde og surmule over det. AGF scorer et mål, og når jeg sidder derude... Selvfølgelig er det ikke helt på samme måde, men det er nok lidt ligesom, at folk, der sidder på tilskuerpladserne, kommer med en spontan jubel over et scoret mål, og det er jo, fordi den klub, som man holder med, scorer, siger han, da klippet er forbi.

For ham er der ikke noget odiøst i det, sådan er det bare med ham og AGF, så det tænker han ikke så meget over. Deri ligger der også en pointe, for selv om den slags loyalitet er sjældent ses i moderne fodbold, er det det mest naturlige i verden for "Staff". 

Steffen Rasmussen debuterede for AGF i 2002 og kom allerede til klubben som juniorspiller. Bortset fra et enkelt år i Grenå IF har han været der siden. Selv om Steffen Rasmussen siden sommeren 2016 kun har spillet i DBU Pokalen, eller når Aleksandar Jovanovic har været skadet, har et klubskifte ikke været på tale.

- Jeg har aldrig haft nogen intention om at skulle noget andet. Jeg har spillet hver gang i rigtig mange år, og nu har der selvfølgelig været en periode, hvor jeg ikke har gjort det, men jeg har stadig kunnet finde motivationen i at være her og holde mig skarp i stræben efter, at den chance kommer på et tidspunkt, siger han. 

- Den betyder meget for mig, den klub her, og det gør den, fordi jeg har været her så mange år, og jeg kan ikke se mig være andre steder, det kan jeg slet ikke, og det kommer ikke til at ske.

Det har ellers været svært at omstille sig til, at han efter mere end et årti som førstevalg nu spiller flere reserveholdskampe end førsteholdskampe, men Steffen Rasmussen hader det trods alt ikke mere, end at han har forlænget sin kontrakt to gange, siden Jovanovic kom til klubben.

Nu udløber den til sommer, og så længe hovedet og benene kan følge med, fortsætter han gerne. Også selv om han møder modgang.

- Jeg synes også, at det er der, man skal vise, hvad man er lavet af. Set fra min vinkel er der ingen, der er over klubben, over holdet, og det, tror jeg, er en vigtig pointe at tage med sig, hvis man skal kunne være i det. Jeg valgte at sige, at nu er der kommet en ny, der ser ud til at spille, men jeg bliver nødt til at holde mig klar og gøre mit. Jovist har det været svært, men der er ikke nogen, der har lovet én, at det skal være nemt her i livet, og jeg tror også, at det er sådan noget, der gør, at man bliver formet og lærer nogle ting, siger AGF's nummer 1.

Over sofaen, hvor vi sidder, hænger det gamle AGF-motto, som er en af få overlevende dele fra det gamle klubhus. "Ingen må søge sit eget. Spredte skal vi styrte, men samlede skal vi stige", står der på det. Det er en anden måde at sige "ingen over klubben", så det er en mand rundet af AGF og klubbens kerneværdi, der sidder i de bløde hynder og reflekterer over sin position i klubben.

Steffen Rasmussen har den indstilling, at han lige så godt kan spille den kommende kamp, som Aleksandar Jovanovic kan, og den indstilling er han nødt til at have, siger han. 

- Ellers kan jeg lige så godt stoppe. Den skal jeg hele tiden have. Den stræben og iver og ærgerrighed efter at skal spille der, hvor jeg synes, jeg hører til, den skal være der, og det er den også.

Han mangler stadig 29 optrædener for at slå John Stampes kamprekord i AGF, men i første omgang handler det mere om at få én kamp mere hele tiden. Og når han så endelig spiller en pokalkamp eller en Superliga-kamp, så gælder det om at nyde det.

- Havde jeg for halvandet år siden kastet håndklædet og sagt, at alle andre end mig selv var idioter, så havde jeg ikke stået her i dag. Alle de reserveholdskampe, jeg spiller om mandagen, hvis jeg bare havde en opgivende attitude og ikke gad spille de kampe, havde jeg ikke været her i dag. Man har ydet og holdt sig til, og det har gjort, at man er der, og så det kan man godt kalde det... Ja, kald det, hvad du vil, siger han. 

Man kunne kalde det en belønning. For det hårde arbejde i dagligdagen, for mange års tro tjeneste og at være en af dem, der fører AGF's ånd videre. 

En ung Steffen Rasmussen i aktion for AGF mod Silkeborg IF tilbage i 2003. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Hvad betyder dit nummer for dig?
- Da jeg startede her, var det med nummer 25, og så blev det til nummer 13, og så blev det til nummer 1. Så for mig har det været en natur rejse i det at komme tættere og tættere på og til sidst være ved det nummer 1, som for mig har betydet, at man ér nummer, og man spiller. Det nummer har jeg haft i nogle år efterhånden, så det betyder da meget for mig. Det er jeg glad for at have.

Så det var en slags symbol, du stræbte efter?
- Lige præcis. Helt nøjagtig.

Har du gjort dig nogle tanker om at give nummeret videre til Jovanovic?
- Jeg synes, det har været naturligt for mig at beholde det, så det har jeg ikke. Det er rigtigt, at jeg ikke har spillet så meget, som jeg gjorde, men det har jeg arbejdet de sidste halvandet-to år på at komme til. Nu spillede jeg sidst, og nu må vi se, om jeg ikke kan spille i weekenden. Så jeg beholder nummer 1.