Video : Tipsbladet
Superliga

12 Superliga-hold var afgørende for historisk aftale: Det styrker produktet

Det er en historisk aftale, der er blevet indgået mellem Superligaen A/S og tv-stationerne.

Det bliver fortsat på 3+, Canal 9, TV3 Sport, Eurosport 2 og TV3 Max, at Superliga-kampene i de kommende fem sæsoner skal vises.

Tirsdag middag blev det præsenteret, at Nent og Discovery fortsætter med at have rettighederne til at vise livekampe fra Superligaen, mens DR beholder rettighederne til at sende radio fra de danske kampe.

Og aftalen er historisk, som Divsionsforeningens direktør, Claus Thomsen, fortalte på pressemødet. Økonomisk har der aldrig været spyttet så mange penge i at erhvere sig medierettighederne til dansk fodbold.

For de to tv-stationer var det afgørende, at Superligaen fremadrettet var med 12 hold.

- Vi synes helt åbenlyst, at det er det rigtige at skære fra 14 til 12 hold. Vi tror på, det styrker produktet, at vi får flere skarpe kampe, at vi får stærkere hold, og at det kan manifestere sig internationalt. I modsætning til den gamle 12-holds-turnering, hvor man spillede tre indbyrdes kampe på en sæson, får man stadig det der skarpe forår. Vi tror på, det skærper produktet, og jo skarpere produkt, jo stærkere står det i konkurrencen. Det er ikke kun i Premier League, det er også La Liga, Serie A, Bundesligaen, og det er sådan set alt muligt underholdning, man kan få på computeren og internettet, siger Kim Mikkelsen, sportschef i Nent Group, til tipsbladet.dk og forklarer:

- 14 hold er bare for mange - det har vi været helt åbne omkring. Der var for mange klubber, hvor der ikke blev leveret det produkt, der skal leveres. Det er et vigtigt element for os. Vi ved også godt, det ikke helt har været uden tværslag blandt Superliga-klubberne.

Discoverys sportsdirektør, Anders Antonsen, stemmer i.

- Det er attraktivt med 12 hold. Gennemsnitskampen bliver rent ud sagt bedre. Og så sparer vi pengene på syvendevalgskampen, som ikke gav noget. Det har været en af de ting, som også har været med til at få enderne til at mødes for os alle, siger han.

De to tv-stationer kommer i direkte konkurrence med hinanden om søndagen i den kommende sæson, hvor TV3 Sport viser den ene af de to søndagskampe klokken 14, mens Eurosport 2 viser den anden. Forventningen er dog ikke, at kampene kommer til at have stor betydning for stationernes antal af seere.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, det har nogen praktisk betydning. Der er så meget andet sport søndag eftermiddag, så dem, der følger Superligaen, er klubbernes fans, og hvis man er Horsens-fan, vil man se Horsens-kampe. Og det vil man, selv om Sønderjyske møder AaB samtidig. Derfor er det ikke negativt, siger Anders Antonsen om de to samtidige kampe.

Fra den kommende sæson forsvinder lørdagskampen i Superligaen og bliver altså til den førnævnte søndagskamp, og når Superligaen går ned på 12 hold, bliver det fredagskampen, der forsvinder fra tv.

Den del ærgrer Nent-bossen Kim Mikkelsen.

- Jeg afslører ikke nogen stor hemmelighed ved at sige, at vi synes, fredagskampen er en god idé. Den havde vi gerne fortsat med af flere forskellige grunde, primært på grund af eksponeringen af Superligaen. Superligaen mister en dag med opmærksomhed fra samtlige danske medier, og søndag er en packed sportsdag. Men vi er jo med på det, så det er ikke sket med armen vredet rundt. Vi har haft en dialog, og den dialog vil vi tage løbende. Fredag er for os at se stadig en god idé, siger Kim Mikkelsen.

Hos Discovery har det ikke været det bedste forår - tv-stationen mister fra den kommende sæson Premier League, så med sikringen af Superliga-rettighederne kan sportsdirektør Anders Antonsen tørre sved fra panden.

- Det giver arbejdsro først og fremmest. Det er et attraktivt produkt, som vi ved, der er interesse for blandt seere, annoncører og brugere. Det, at have sikret den rettighed, er noget værd for os, siger Anders Antonsen.

Superligaen er på pause lige nu, men vender tilbage den 12. juli med opgøret mellem FC Midtjylland og Esbjerg fB.