Video : Tipsbladet
Superliga

23. december: Fodboldtalent med håndbold-efternavn og basketball-nummer

Tipsbladet.dk's julekalender byder på en historie om en Superliga-spiller hver dag frem til jul. I dag er det FC Helsingørs nummer 23, Frederik Roepstorff.

For nogle er det bare et tal, men for andre er det et synonym. For dem er rygnummeret synonym med en position eller en person. For dem er nummeret på ryggen lige så mytisk som navnet lige oven over. Tallet alene kan ikke få spilleren til at gå over i historien, men spilleren kan gøre tallet legendarisk.

Laudrup, Maradona og Pelé i 10’eren; George Best, Eric Cantona og David Beckham i Manchester Uniteds 7’er; Johan Cruyff i nummer 14. Nummeret forpligter, og hver dag frem mod jul kigger tipsbladet.dk nærmere på et rygnummer og den historie, der gemmer sig bag spilleren, som bærer det.

I dag er den 22. december, og vi sætter fokus på nummer 23 i FC Helsingør, Frederik Roepstorff.

Da FC Helsingør skiftede status fra NordicBet Ligaen til Superligaen så han til fra ungdomsrækkerne. Da holdet vandt sin første sejr i Superligaen var han ikke med i truppen, og faktisk har han slet ikke spillet et eneste minut i landets bedste række.

Endnu. 

For dagens julekalender-spiller er et talent, der stadig slås for at nå sit første delmål i Superligaen - nemlig at få debut.  

Jeg er meget teknisk og ikke så fysisk. Er hverken voldsom hurtig eller langsom, men jeg har et godt skud. Jeg har altid været midtbane – en 10'er eller en 8'er, men om det præcis bliver her, jeg kommer til at spille under Christian Lønstrup, må vi se, siger han. 

Navnet er Frederik Roepstorff, der må finde sig i endnu at være en af Superligaen helt ukendte spillere uden spilletid. 

Han var egentlig en del af FC Nordsjællands talentskole, men skader betød, at afstanden til de bedste blev for stor, og som U17-spiller skiftede han til FC Helsingør, hvor niveauet på daværende tidspunkt var en tak lavere end Farum-klubbens ungdomshold men hvor spilletiden til gengæld var sikret, hvilket atter sendte ham på ret kurs.

- Jeg vil helt sikkert gerne have spilletid i Superligaen, men jeg har hele tiden været klar over min rolle. Jeg er jo ikke hentet til klubben efter oprykningen til Superligaen men blev hentet op fra U19. Jeg var med i truppen til de tre sidste Superliga-kampe og den sidste pokalkamp mod AaB, så jeg nærmer mig, og derfor kan man sige, at ferien kom på et lidt irriterende tidspunkt, men jeg har masser af sult og mod på den forårssæson, der kommer. 

- Selvfølgelig er det frustrerende endnu ikke at have fået chancen, men omvendt har jeg selv kunnet mærke, at jeg skulle vænne mig til det hele.

Håndbold-navnet
For de, der har år nok på bagen til at huske 80'erne og som har en vis interesse for håndbold, vil efternavnet Roepstorff være ganske kendt. Både når det kommer til landsholdet og Helsingørs herrehold - i håndbold.
Dengang svingede Jens Erik Roepstorff nemlig taktstokken på håndboldbanerne og var blandt andet med til at sikre det - indtil guldmedaljerne i 2016 - bedste håndbold-resultat for herrelandsholdet ved et OL, da Danmark blev nummer fire ved legene i Los Angeles i 1984. 

- Det er ikke så sjældent, at jeg bliver konfronteret med efternavnet, da folk vil høre, om der er en relation. Jens Erik er min onkel, men jeg er så ung, at jeg ikke har set ham spille - jeg har kun oplevet hans dårlige ankler, lyder det med et smil fra Frederik Roepstorff, der dog kan opleve sin fætter, Oliver Roepstorff spille håndbold for Nordsjælland Håndbold i landets bedste række

- Jeg spillede også håndbold, da jeg var mindre, men fodbold endte med at sige mig mest. Siden kan jeg måske se, at det også handlede om størrelsen, da jeg ikke var så stor dengang. Men jeg valgte fodbold, og det har jeg ikke fortrudt, siger Frederik Roepstorff.

Fodbold-ambitionerne for den unge midtbanespiller er ganske høje, men indtil videre holder han fast i det hårde arbejde og accepterer, at det første minut i Superligaen lader vente på sig. 

- Det er lidt specielt, men der er andre i samme situation, så jeg er ikke helt alene. Men det er alligevel lidt underligt, for jeg har været vant til at spille (i ungdomsrækkerne, red.) – specielt i min Helsingør-tid.

- På den måde har det været en større omvæltning, men selv om jeg inden denne sæson af flere omgange havde trænet med seniorerne og været med på flere ture, er jeg helt afklaret med, at det stadig er noget af et skridt at blive en fast del af seniorholdet.

- Mit første mål er selvfølgelig min debut og siden en fast rolle på holdet. Jeg tror på, at der kommer noget spilletid i foråret.

På resveholdet har Frederik Roepstorff mest været benyttet som wingback eller kantspiller, og han vil uden brok acceptere en hvilken som helst position på Superliga-holdet. 

- Jeg kunne forestille mig en kant, men måske også en placering som otter. Omvendt føler jeg mig også farlig nok foran mål til, at jeg godt kan spillere længere fremme på banen.

Du er venner på Facebook med spillere, der har fået godt med spilletid i Superligaen men også med Dortmunds Jacob Bruun Larsen. Hvor kender I hinanden fra?

- En del af spillerne kender jeg fra tiden i FC Nordsjælland, men med Jacob Bruun er det en anden historie. Jeg er fra Espergærde, og han er fra Hornbæk. Vi var ret meget rivaler tilbage i den helt unge rækker.

- Han var den bedste sit hold, og jeg var den bedste på mit hold. Men på samme tid, var vi ret gode venner, da vi begge blev udtaget til udvalgte hold i Nordsjælland-regionen og var med på de samme ture. Siden kom jeg i 10. klasse sammen med ham, så vi taler sammen, når vi mødes.

- Og ja, han er kommet virkelig langt og har gjort det rigtigt godt, 

Foreløbig nyder Frederik Roepstorff livet i FC Helsingør og betegner det selv som en ren gave, at holdet ganske overraskende for de fleste rykkede op i Superligaen i sommer. Men selv om arbejdet lige nu går i retning af spilletid i Superligaen er drømmene større og går i samme retning som sin gamle rival fra Hornbæk. 

- Drømmen er som så mange andre at prøve udlandet på et tidspunkt. Men først og fremmest handler det om at blive en fast del af Superligaen som spiller. Jeg er helt klar over, at det kræver udvikling og masser af spillertid.

Hvor er du om 6-7 år?
Jeg er stadig ung, så jeg vil sige, at jeg fortsat spiller i Superligaen. Hvis det skulle være i udlandet, kan jeg rigtigt godt lide den tyske liga, og har et godt øje til Dortmunds måde at spille fodbold på.

Er der en historie bag, at du bærer trøje nummer 23?

- Der var nogle andre numre at vælge i mellem også, men jeg var glad for, at det var der. Det er ikke et tal, jeg har spillet i før, men jeg vil gerne beholde det fremadrettet.
Jeg går meget op i basketball, og Michael Jordan havde jo nummer 23, hvilket var et signatur-nummer for ham. Og så havde Beckham det jo også i en periode.

- Tidligere har jeg spillet i nummer otte, men den er ikke ledig i Helsingør. Det er Ricki Olsen, der ha det nummer, men selv, hvis muligheden for at skifte nummer, skulle byde sig, tror jeg faktisk, at jeg vil beholde nummer 23. Jeg kan rigtigt gode lige det.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.