Video : Tipsbladet
Superliga

24 FCM-fans har meldt deres ankomst til Brøndby-kamp: Fanformand raser

FC Midtjylland-fansene kommer ikke til at fylde meget på Brøndby Stadion, men det skyldes kampens sene tidspunkt, forklarer formanden for fanklub.

Tirsdag formiddag kunne Brøndby meddele på Twitter, at der var blevet solgt 14 billetter til FC Midtjylland-fans til søndagens topkamp i Superligaen. Nu er tallet kommet op på 24 ifølge Ekstra Bladet, og selvom tallet fortsat er lavt, har fanklubben for FC Midtjylland en god forklaring på det.

- Det siger mig, at tv-selskaberne er toparrogante, for de insisterer på at sende alle kampe og lægge dem kl. 20 søndag aften. Det er umuligt at tage til fodbold på Sjælland og se kamp kl. 20 og samtidig passe sit job om mandagen. Jeg kommer heller ikke selv, for vi ville være hjemme kl. 1-2 stykker, og jeg skal møde kl. 5, siger Claus Kejlstrup til avisen.

Formanden for FC Midtjyllands fanklub forventer dog, at flere fans vil finde vej til Brøndby Stadion søndag aften, men antallet kommer ikke i nærheden af de 800 fans, som i sidste uge tog turen til Malmø for at overvære Europa League-kampen mod Malmö FF.

Der er kampstart på Brøndby Stadion klokken 20.00 søndag aften.