Video : Tipsbladet
Superliga

37-årige Johnny Thomsen: Jeg er ikke klar til at stoppe

Johnny Thomsen regner ikke med, at søndagens opgør mod SønderjyskE potentielt kan blive hans sidste kamp i karrieren. Det trækker op til en forlængelse med Randers FC.

37 år er ingen alder udenfor kridtstregerne, men inde på banen er man gammel i en fodboldmæssig forstand. Det er omtrent den alder, hvor mange spillere vælger at stoppe den aktive karriere.

Det er dog ikke planen for Johnny Thomsen.

Den rutinerede Randers-spiller har kontraktudløb om halvanden måned, og det betyder, at søndagens opgør mod SønderjyskE potentielt kan blive Thomsens sidste i karrieren, hvis kronjyderne bliver sendt på sommerferie. Står det til hovedpersonen selv, er han dog også professionel fodboldspiller efter sommerferien.

- Jeg tror ikke, det bliver min sidste kamp. Jeg har spillet næsten alle kampe i den her sæson, og jeg føler mig rigtig godt tilpas, så jeg er ikke klar til at lægge støvlerne på hylden, siger Johnny Thomsen til tipsbladet.dk.

Dermed kunne det meget vel trække op til, at Randers FC og Johnny Thomsen snart forlænger aftalen med en enkelt sæson.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er i dialog om tingene, men jeg kan sige så meget, at der ikke er skrevet noget under, men det kunne godt være, at vi snart melder noget ud, siger Thomsen og tilføjer:

- Jeg har været god til at finde ny energi, selv om det på et tidspunkt var hårde tider i Randers FC, og jeg har har da et par gange været klar til at stille støvlerne på hylden. Lige nu har jeg en enorm lyst til at spille for Randers FC, og jeg føler stadig, jeg kan være med. Det er fedt at kunne give noget tilbage til de unge spillere, og jeg kan godt lide den retning, klubben er på vej i. Jeg føler mig ikke klar til at stoppe. 

Johnny Thomsen står noteret for 228 kampe for Randers FC, og han har aldrig scoret for kronjyderne.