4. december: Jeg har lige købt et hus til min mor - det gør mig lykkelig

For nogle er det bare et tal, men for andre er det et synonym. For dem er rygnummeret synonym med en position eller en person. For dem er nummeret på ryggen lige så mytisk som navnet lige oven over. Tallet alene kan ikke få spilleren til at gå over i historien, men spilleren kan gøre tallet legendarisk.

Laudrup, Maradona og Pelé i 10’eren; George Best, Eric Cantona og David Beckham i Manchester Uniteds 7’er; Johan Cruyff i nummer 14. Nummeret forpligter, og hver dag frem mod jul kigger tipsbladet.dk nærmere på et rygnummer og den historie, der gemmer sig bag spilleren, som bærer det.

I dag er den 4. december, og vi sætter fokus på nummer 4 i SønderjyskE, Ramon Rodrigues.

I Danmark og de fleste andre steder i Europa er fodbold en hobby. Det er noget, man spiller for sjov og for fællesskabets skyld. I andre egne af verden er fodbold en måde at overleve på. Det kan i sidste ende være forskellen på liv eller død.

Ramon Rodrigues havde nok overlevet uanset hvad, men fodbolden har givet ham en tilværelse, der ikke stod skrevet i stjernerne, da han kom til verden i Brasilien den 22. august 1990. Det er ikke forkert at sige, at Ramon Rodrigues har gået solen sort og har givet afkald på mange timers søvn for at jagte den spinkle chance for at blive professionel fodboldspiller og komme til Europa.

En drøm, der til sidst gik i opfyldelse.

- Hver dag gik jeg ni kilometer til skole, og mandag, onsdag og fredag tog jeg til fodbold, når jeg kom hjem. Jeg skulle være klar klokken 5 hver morgen, og som regel var jeg først i seng igen klokken 23.00. Der var ikke råd til, at vi alle kunne få en cykel, og som den ældste i en søskendeflok på otte var det som regel mig, der skulle gå, så jeg fik gået nogle kilometer, da jeg var barn, siger Ramon Rodrigues.

Familien Rodrigues har en gård i Brasilien, og den skulle Ramon hjælpe til på, når han ikke gik i skole eller spillede fodbold. Det lyder travlt og opslidende, og det var det også, fortæller SønderjyskE-spilleren. Men han var lykkelig.

- Jeg tænkte aldrig over det som et problem. Min store motivation var de tre dage om ugen, jeg skulle til fodbold, og de fleste af mine venner var i den samme situation, så vi gik de mange kilometer i skole og til fodbold sammen. Der blev fortalt mange gode røverhistorier på vejen, siger Rodrigues og tilføjer:

- Det var en lykkelig barndom. Sådan husker jeg det. Min familie havde ikke mange penge, men vi var heller ikke ludfattige – vi tilhørte nok middelklassen i Brasilien. Min mor var en stor støtte for mig, og hun sørgede for, at jeg fik mad hver eneste dag. Jeg er min familie meget taknemmelig. I dag prøver jeg at give dem noget igen så godt, jeg kan. Jeg hjælper blandt andet økonomisk, så de ikke længere behøver at arbejde for andre, men kan koncentrere sig om deres egen gård. 

Interessen for fodbold stammer også fra den nærmeste familie.

- Det var mine onkler, der åbnede døren til fodboldens verden for mig. Jeg havde seks onkler, og de elskede alle sammen fodbold, så vi brugte næsten al vores fritid på at spille. Min onkel, Manuel, meldte mig ind i klubben Escolinha de Bobo, da jeg var 12, og det var på en måde her, det hele startede, siger forsvarsspilleren og fortsætter:

- Senere fik jeg chancen for at komme til prøvetræning i storklubben Bahia, men de gad ikke have mig. Jeg nægtede imidlertid at opgive min drøm, og jeg var opsat på at vise, at de tog fejl. Ikke så længe efter deltog jeg i Urucuca Cup i Brasilien, og så fik Bahia igen øjnene op for mig. En uge senere underskrev jeg min første kontrakt.

Som 17-årig åbnede døren til Europa sig for Ramon Rodrigues, da han fik chancen for at vise sig frem i den hollandske storklub AZ Alkmaar. Det var selveste Louis van Gaal, der tog imod ham i tulipanlandet.

- Jeg trænede med AZ Alkmaar og mødte blandt andre Louis van Gaal. Han var sød ved mig, og jeg husker ham kun for noget positivt. Jeg fik en kontrakt med klubben, men da jeg stadig var 17, måtte jeg hjem til Brasilien og spille for en lille klub tæt på mit hjem, indtil jeg kunne flytte til Holland som 18-årig.

- Det var stort at komme til Europa, men det var også svært. Jeg talte ikke et ord engelsk, og kulturen var helt anderledes end i Brasilien. Jeg boede hos en værtsfamilie og skulle lære helt basale ting som at lave mad og vaske tøj. Jeg blev hurtigt voksen i Holland, fortæller Ramon.

Ramon Rodrigues fik aldrig førsteholdsdebut for AZ Alkmaar, og i 2012 gik turen til AS Trencin, der er en af de største klubber i Slovakiet. Her gjorde brasilianeren det fremragende i tre sæsoner, og det åbnede døren til noget større.

Det blev FC Nordsjælland.

- Jeg var en af de bedste forsvarsspillere i Slovakiet, og så bød chancen sig for at komme til Danmark og FC Nordsjælland. Jeg havde en god start, men det hele ændrede sig, da Kasper Hjulmand kom til klubben. Han kunne ikke bruge mig, selv om jeg blandt andet scorede et mål mod Viborg. Jeg blev ganske enkelt vraget, siger Ramon Rodrigues, der i sommertransfervinduet 2016 skiftede til SønderjyskE:

- Heldigvis meldte SønderjyskE sig på banen, og jeg er rigtig glad for, at jeg spiller for klubben. Det er en dejlig klub, og de forstår, hvilken spiller jeg er. Jeg er samtidig glad for, at jeg kan blive i Danmark, hvor jeg trives og har det godt. 

- Jeg drømmer selvfølgelig om at spille i en af de store ligaer – det tror jeg, alle fodboldspillere gør – men jeg har et godt liv i Danmark, og det værdsætter jeg højt.

Noget andet, Ramon Rodrigues værdsætter højt, er muligheden for at tjene mange penge, som man jo gør som professionel fodboldspiller. SønderjyskE-spilleren er glad og taknemmelig hver gang, han tjekker sin konto, men han er ikke blevet lykkeligere, end han var, da han gik ni kilometer i skole hver eneste dag.

- Penge gør dig ikke lykkelig. Det giver dig noget sikkerhed, og jeg tror også, man kan sige, at det sparer én for nogle bekymringer, men jeg er ikke blevet lykkeligere af at tjene gode penge. Slet ikke. Det, der gør mig mest glad, er, at jeg har midlerne til at hjælpe min familie, siger han.

Det kom Ramon Rodrigues' mor til gode så sent som i fredags, den 1. december, da hun havde fødselsdag. Gaven fra hendes ældste søn var for stor til at putte en sløjfe om.

- Jeg har købt et hus til hende, som hun fik i fødselsdagsgave. Det er især min mor, som jeg føler, at jeg skylder alt, for hun har virkelig ofret mange ting i livet for mig. Jeg bliver lykkelig af at kunne give hende sådan en gave. Det har hun fortjent mere end nogen anden, slutter Ramon Rodrigues.

Er der en særlig grund til, at du spiller i nummer 4?

- Nej. 22 er mit yndlingsnummer, og det er nok også det nummer, jeg helst vil have bag på trøjen. Jeg er født den 22. (august, red.), og da jeg havde allerstørst succes i Slovakiet, var det også i nummer 22.

Vil du bede om nummer 22 i SønderjyskE?

- Nummer 4 er også fint. Det er aldrig noget, jeg kommer til at brokke mig over. 

Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.