Video : Tipsbladet
Superliga

46 Superliga-sommersalg: Kæmpe profiler på affyringsrampen

Det kan ende med sommer-udsalg i Superliga-klubberne, der økonomisk har brug for penge klubkasserne, mens der bliver spejdet efter tilladelse til igen at lukke tilskuere ind på stadion.

Selv om Superligaen nu bliver genoptaget og forhåbentligt bliver spillet helt og aldeles til ende uden nogen former sygdomsmæssige problemer, så ligger det fast, at de danske fodboldklubber er ganske hårdt ramte på økonomien. 

Der må spejdes langt efter tilskuere på stadion, og de priser, som klubberne måske for få måneder siden kunne håbe på kunne hæftes på deres spillere frem mod sommerens transfervindue, er dykket. 

Men netop på grund af den trængte økonomi rundt omkring i de 14 klubber er det ganske sandsynligt, at der vil blive forsøgt spillersalg i en grad, hvor både store og små profiler vil blive prøvet for at skaffe penge her og nu. 

Tipsbladet.dk har tjekket de 14 Superliga-klubber igennem og fremhævet nogle af de spillere, der i denne tid kan placeres i kategorien salgsemner til sommerens transfervindue. 

Der er både plads til de bærende profiler med stjernestatus, de vigtige men mindre profilerede kræfter, breddespillerne og de, der er røget ud i kulden. 

46 spillere er det blevet til i rundturen - god fornøjelse. 


AGF

Mustapha Bundu
23 år
Angriber
Sierra Leone
99 kampe/19 mål
Gammel pris: 25-50
Ny pris: 10-25

Bundu er så god, at der sandsynligvis vil være et marked for ham. Men priserne bliver slet ikke de samme som før krisen. Det kan blive lidt af et dilemma for AGF, for Bundus kontrakt udløber til sommer næste år, så det er i år, han skal sælges, hvis AGF skal have penge for ham.

Kasper Lunding
20 år
Kantspiller
Danmark
13 kampe/2 mål
Gammel pris: 3-7
Ny pris: 2-4

Han viste så gode takter i sidste sæson, at AGF muligvis kunne få penge for ham nu, men tag ikke fejl: Trods al succesen er Mustapha Bundu det eneste store salgsemne i AGF i 2020.

Jón Thorsteinsson
21 år
Kantspiller
Island
19 kampe/5 mål
Gammel pris: 5-10
Ny pris: 2-5

Det sker næppe i år, men islændinge har vist sig at være til at omsætte på det internationale transfermarked, og vigtigere er det, at Thorsteinsson ligesom i tiden i Vendsyssel har gjort et godt indtryk med løfter om endnu mere. Er stadig ung.

------------------------------




HOBRO

Edgar Babayan
24 år
Offensiv midtbane/kantspiller
Danmark/Armenien
90 kampe/10 mål
Gammel pris: 5-15
Ny pris: 2-10

Edgar Babayan har egentlig skuffet lidt i sæsonen set i forhold til, at forventningerne faktisk var ganske store efter meget lovende perioder i sidste sæson. Babayan er en fin gennembrudsspiller, der stadig er attraktiv på grund af sin status som landsholdsspiller, men prisen afhænger meget af, hvad der sker med transfermarkedet, og om det er bejlere som Randers, AGF og Brøndby, eller en udenlandsk klub med lidt penge på lommen, der vil købe.

Der er ingen form for garanti for hverken markedet, eller at Babayan kan sælges på det, man må forvente er et meget, meget ramt transfermarked med mange billige spillere til salg.

Pål Alexander Kirkevold
29 år
Angriber
Norge
94 kampe/45 mål
Gammel pris: 3-6
Ny pris: 2-5

Vi havde forventet, den dygtige nordmand for længst var blevet solgt fra Hobro, men ærgerlige skader og en hård kamp for at komme tilbage i topform ramte Pål Kirkevold meget uheldigt.

Han scorede i første forårsrunde, men vi manglede stadig at se den gamle Kirkevold fra 2017/18-sæsonen tilbage, og ligesom i Babayans tilfælde vil nedgangen på transfermarkedet også ramme Kirkevold, især da han ikke spiller på et midter- eller tophold i Danmark.

------------------------------





OB

Jeppe Tverskov
27 år
Midterforsvarer
Danmark
119 kampe/2 mål
Gammel pris: 3-6
Ny pris: 2-4

Han er faldet i niveau i denne sæson, men en udenlandsk klub på udkig efter en god, alsidig midterforsvarer kunne godt lokkes til et køb og give Tverskov en udlandskarriere. Det bliver dog ikke til store penge for et hold i den tunge ende af Superligaen.

Oliver Christensen
21 år
Målmand
Danmark
25 kampe
Gammel pris: 3-6
Ny pris: 2-4

Han står fast og gør det fornuftigt uden at være på Sten Grytebusts niveau, hvilket også havde været unfair at forvente.

Der er stadig forbedringspotentiale, og det er voldsomt svært at sælge målmænd, især på det her marked, men Oliver Christensen har en udstråling, der hjælper ham.

Daniel Obbekjær
17 år
Midterforsvarer
Danmark
3 kampe
Gammel pris: 5-10
Ny pris: 2-5

Uprøvet, men det var Mathias Jørgensen også, da han blev solgt for 15 millioner kroner. Spiller på U19-landsholdet og kunne snart få chancen i OB's forsvar. Han bliver næppe solgt i år, men er OB tvunget til at forsøge at få udenlandsk valuta fra transfermarkedet, er Obbekjær et godt bud.


------------------------------




AaB

Lucas Andersen
25 år
Offensiv midtbane
Danmark
91 kampe/22 mål
Gammel pris: 35-50
Ny pris: 20-40

Lucas Andersen er en af Superligaens dygtigste spillere og kan spille på et niveau langt over Superligaen og de evige kampe om at nå i Top 6, der har kendetegnet AaB de seneste år.

Selv på et dødt transfermarked vil Lucas Andersen kunne sælges til udlandet, men med Andersen på kontrakt indtil 2024 og som den velsagtens vigtigste enkeltspiller for sit hold i nogen Superliga-klub, giver det langt bedre mening for AaB at vente på, at transfermarkedet måske komme i gang igen i 2021 eller 2022.

Oliver Abildgaard (pt udlejet til Rubin Kazan)
23 år
Central midtbane
Danmark
90 kampe/4 mål
Gammel pris: 15
Ny pris: 8-15

Lejeaftalen med Rubin Kazan indeholder en købsoption på Oliver Abildgaard. Men midtbanespilleren nåede blot at spille tre kampe, inden ligaen blev suspenderet. Dog fik han efterladt et solidt indtryk, så der skal nok blive brug for ham, når ligaen bliver genoptaget i Rusland 21. juni.

AaB har tidligere på foråret gjort det klart, at lejeaftalen til Rubin Kazan meget gerne må føre et salg med sig, da det vil lune godt i klubkassen i Aalborg. Bider Rubin Kazan ikke på, skal AaB forsøge at finde en anden køber, og det kan blive svært og meget hårdt, så hellere sælge til Rusland for en lidt billigere penge i en corona-efter-tid.


Jacob Rinne
26 år
Målmand
Sverige
92 kampe
Gammel pris: 7-12
Ny pris: 3-9

Det er notorisk svært at sælge målmænd i Europa, og det bliver naturligvis ikke lettere nu. Det taler for, at der bliver solgt et rimeligt antal målmænd fra Superligaen, og at målmænd fra ligaen har et fint ry i udlandet, men nøj, det bliver hårdt arbejde.

Rinne har to år tilbage på sin kontrakt til sommer, så det vil være et oplagt tidspunkt at sælge ham i transfervinduet, hvornår det end åbner igen.

Det hører selvfølgelig også med til historien, at Rinne har været en af de bedste målmænd i ligaen uden for FC København og FC Midtjylland, siden han kom til Danmark i 2017, og at han står på scoutinglisten i klubber i større ligaer – bare ærgerligt, at der ikke er andet end gamle kampe at se.


Patrick Olsen
25 år
Central midtbane
Danmark
24 kampe/5 mål
Gammel pris: 4-8
Ny pris: 3-6

Det kunne meget vel være, AaB lettere kunne sælge en af de helt unge førsteholdsspillere eller et af talenterne på U17- eller U19-holdene, og få flere penge for dem, men Patrick Olsen skal have en plads på denne liste efter en fornem Superliga-sæson.

Få havde ventet, han ville gå fra 1. divisions-nedrykkeren Helsingør til at blive en af de større Superliga-profiler uden for Top 2, men Olsen har fået et meget sent gennembrud som seniorspiller i Danmark efter reserveroller i Norge, Frankrig og Schweiz. Men, sorry guys – 25 er altså ikke ungt på transfermarkedet.


------------------------------


ESBJERG FB

Yuri Yakovenko
26 år
Angriber
Ukraine
71 kampe/15 mål
Gammel pris: 4-8
Ny pris: 2-5

Han vælter ikke nogen og kan blive svær at sælge, men i en trup med relativt få salgsemner kommer Yakovenko med på listen. Hans karriere var nær stoppet på Cypern for en håndfuld år siden på grund af en meget alvorlig skade, og i Esbjerg brugte han lang tid på at komme i gang.

Han er i perioder en ganske habil angriber, der kunne score oftere med flere chancer end dem, der bliver skabt til ham i Esbjerg, men det bliver i modvind, EfB skal sælge ham. Har kontraktudløb i sommeren 2021, så det skal nok være nu.

Jacob "Lungi" Sørensen
22 år
Central midtbane
Danmark
105 kampe/7 mål
Gammel pris: 3-7
Ny pris: 2-5

Jacob "Lungi" Sørensen er en fornuftig oprydder på den centrale midtbane, og han kunne være kandidat til at blive solgt til en af de større Superliga-klubber, selvom det ikke er lige så indlysende i denne sæson som i bronze-jubelsæsonen 2018/19.

Har kontraktudløb til nytår mellem 2021 og 2022, så næste transfervindue kunne være et oplagt tidspunkt til et salg, hvis der ellers overhovedet findes købere til spillere fra bundklubber i Superligaen.

Lasha Parunashvili
26 år
Central midtbane
Georgien
87 kampe/4 mål
Gammel pris: 3-6
Ny pris. 2-4

Hvis Jacob "Lungi" Sørensen ikke skal sælges, kunne det godt blive Lasha Parunashvili i stedet – han gjorde en fin figur i bronzesæsonen og er i udkanten af det georgiske landshold, hvilket nok fylder lige så meget for en eventuel køber.

Det bliver ingen guldhandel efter en sæson i bunden, heller ikke, når der er kontraktudløb til næste sommer, men når sportschef Jimmi Nagel Jacobsen kunne få seks millioner kroner for reserven Adrian Petre, er der håb for Parunashvili, selvom han er nogle år ældre og spiller på en mindre sexet position.

------------------------------


FC KØBENHAVN

Mohamed Daramy
18 år
Kantspiller/offensiv midtbane
Danmark
37 kampe/4 mål
Gammel pris: 20-60
Ny pris: 15-50

Hvordan prissætter man en lovende 18-årig, der stadig ikke er en topspiller i Superligaen?

Vores prisforslag vil uden tvivl vække stor irritation blandt andre klubbers fans, men københavnerne kan kræve helt andre priser for deres spillere, end andre Superliga-klubber kan. 

Transfermarkedet har intet med retfærdighed at gøre, og så hører det naturligvis også med til historien, at Daramy i perioder har vist meget lovende takter og er en spiller, både FC København og de danske ungdomslandshold regner med i de kommende sæsoner.

”Zeca”
31 år
Defensiv midtbane
Grækenland/Portugal
118 kampe/5 mål
Gammel pris: 20-35
Ny pris: 15-25

Det er næppe FC Københavns plan at sælge anføreren, men kommer der et fornuftigt tilbud, den portugisisk fødte landsholdsspiller for Grækenland gerne vil springe på, er det ikke svært at forestille sig, at FCK siger ja af hensyn til en meget loyal løjtnant.

Midtbanespilleren har på rekordtid vist, at et dansk pas ikke på nogen måde er et must for at blive en altafgørende nøglespiller, som trænere og holdkammerater sætter stor pris på for sine evner og lederegenskaber.

Kalle Johnsson
30 år
Målmand
Sverige
27 kampe
Gammel pris: 20-35
Ny pris: 15-25

Måske var det i virkeligheden Sten Grytebust, der skulle stå her, men Johnsson har ligesom sine forgængere Robin Olsen og Jesse Joronen gjort det så godt i Europa, at han kan blive solgt for et betydeligt beløb, selvom han kun har været i klubben siden sommer, og at det kun er få målmænd, der bliver købt og solgt sammenlignet med alle andre positioner på en fodboldbane.

Johnsson vil få fine anbefalinger med fra København, men det er usikkert, om der overhovedet er et marked for målmænd.

Nicolaj Thomsen
26 år
Central midtbane eller kantspiller
Danmark
75 kampe/4 mål
Gammel pris: 5-10
Ny pris: 2-6

Vi kan bestemt finde andre FCK-spillere, der kan sælges for flere penge, men Thomsen er med her som symbol på, at københavnerne har nogle spillere, de gerne vil sælge fra, hvis det viser sig at være muligt på et meget svært transfermarked.

Thomsen har ikke spillet ret mange kampe i denne sæson, og han har kontraktudløb til sommer næste år, og det giver 100 procent mening for begge parter at sige farvel i år.

FCK lyttede også til tilbud i januar, og under en enorm økonomisk krise vil man sikkert være villig til at slippe Thomsen billigt, selvom den tidligere AaB'er nok stadig ikke vil være inden for budget i ret mange andre danske klubber.

Også uheldige Robert Mudrazija og Sotirios Papagiannopoulos, der ryger ind og ud af holdet, kunne være på tale, hvis FCK vælger at købe andre spillere på deres pladser.

------------------------------




FC NORDSJÆLLAND

Mohammed Kudus
19 år
Midtbanespiller/Forward
Ghana
49 kampe/12 mål
Gammel pris: 35-75
Ny pris: 25-60

Er han midtbanespiller? Kantspiller? Forward? Betyder det overhovedet noget?

FC Nordsjælland har fået adskillige dygtige Superliga-spillere ud af samarbejdet med Right To Dream, men det er ikke rimeligt overfor hverken dem eller Kudus at lave sammenligninger. Den ghanesiske teenager suger på sine gode dage spillet til sig og er ustoppelig for de fleste Superliga-forsvar, når han er på toppen.

Han har energi, hurtighed og ikke mindst teknik og spilforståelse til at kunne bruges både på midtbanen og i angrebet, som Flemming Pedersen gjorde hen mod slutningen før nedlukningen.

Kudus er hurtigtopfattende og ser spillet godt, især når man tager hans alder i betragtning, og selv på et iskoldt transfermarked bør han kunne sælges på 48 timer, hvis FCN får behovet. Hvis FC København havde pengene og kunne overtale FCN til et skifte, for eksempel med et stort videresalg indbygget, ville det være en enestående handel.

Isaac Atanga
19 år
Kantspiller/Angriber
Ghana
27 kampe/7 mål
Gammel pris: 20-45
Ny pris: 15-35

Atanga har ikke været blandt de største talenter i sin årgang hos Right To Dream og var derfor heller ikke en spiller, FC Nordsjælland havde planlagt med, i hvert fald ikke kort tid efter, han kom i Superliga-truppen.

Men trænerne og sportsdirektør Jan Laursen var fra starten dybt imponerede over Atangas vilje og ukuelighed, som både kom til udtryk, når han havde dårlige aktioner i kampene eller var ude af idealopstillingen.

Den energi, indstilling og personlighed kombineret med ekstrem hurtighed har gjort Atanga til en værdifuld chanceskaber, større klubber i udlandet også har fået øje på. FCN vil helt sikkert helst beholde ham, men er kassen tom eller kommer det rigtige (store) tilbud, kan fristelsen blive for stor.

Magnus Kofod Andersen
20 år
Central midtbane
Danmark
94 kampe/1 mål
Gammel pris: 25-50
Ny pris: 15-30

Det blev midtbanemakkeren Mikkel Damsgaard, der kom til udlandet først, men skulle behovet til et salg melde sig, er Kofod ligesom Kudus og Atanga en af dem, FCN bør kunne sælge dyrt selv på et sløvt transfermarked.

Han er måske ikke lige så iøjnefaldende som sine to mere offensivt indstillede holdkammerater på denne liste, men som profil på U21-landsholdet og stabile præstationer på midtbanen efter sin tidlige debut kan Kofod komme afsted, hvis det virkelig skal være, med mindre fodboldverdenen er lukket ned i mange måneder endnu.


------------------------------




SØNDERJYSKE

Alexander Bah
22 år
Venstre kant
Danmark
48 kampe/2 mål
Gammel pris: 5-10
Ny pris: 4-8

Der mangler stadig lidt, men Bah er ved at være en fin Superliga-profil, som SønderjyskE har fået millionbud på i de seneste transfervinduer.

Denne sæson har ikke hjulpet på salgsmulighederne på et stendødt transfermarked, men kommer der lidt gang i handlerne senere på året, kunne han blive solgt, måske til en større Superliga-klub.

Stefan Gartenmann
23 år
Højre back
Danmark
87 kampe/6 mål
Gammel pris: 4-6
Ny pris: 2-4

Som sagt vrimler det ikke med spillere, der kan sælges i SønderjyskE, som verden ser ud nu, men Gartenmann har vist sig som en stabil højre back efter skiftet fra Heerenveen for snart tre år siden.

Han er stadig ung, så skal SønderjyskE have penge på markedet til sommeren eller efteråret, er backen et fornuftigt bud på et salg.


------------------------------




LYNGBY

Frederik Winther
19 år
Midterforsvarer
Danmark
31 kampe/0 mål
Gammel pris: 20-40
Ny pris: 15-35

Han har gjort noget af en lynkarriere i Superligaen for Lyngby, efter han begyndte at få kampe på førsteholdet for kun 12 måneder siden.

Winther gjorde lynhurtigt opmærksom på sig selv ved at holde på de angribere, de andre havde det svært med, og han er dukket op på radaren i flere andre tyske klubber end RB Leipzig og i Premier League.

Lyngby skyndte sig at skrive en meget lang aftale med Winther sidste sommer, og den investering bliver alle pengene værd – venstrebenede midterforsvarer med Winthers evner er mange penge værd.


Gustav Marcussen
21 år
Kantspiller
Danmark
67 kampe/6 mål
Gammel pris: 2-5
Ny pris: 2-4

Ud over Winther er der flere u-landsholdssspillere i Lyngby. Marcussen er ikke nødvendigvis den største U21-profil, men han ligner en solid Superliga-spiller med en længere karriere foran sig. 


Frederik Gytkjær
27 år
Angriber
Danmark
125 kampe/33 mål
Gammel pris: 3-6
Ny pris: 2-4

Landsholdsangriberens lillebror er nok Lyngbys bedste angriber, og med lidt held kan han nå op 10 ligamål i sæsonen. Det er penge – ikke mange, men dog penge – værd på markedet. Om det så er til at få penge på transfermarkedet, som det ser ud i 2020, er usikkert.


------------------------------





BRØNDBY IF

Simon Hedlund
27 år
Angriber
Sverige
46 kampe/9 mål
Gammel pris: 10-20
Ny pris: 7-15

Han var en dygtig suppleant til Kamil Wilczek og skabte en masse chancer til holdkammeraterne, som ikke mindst Wilczek med sin træfsikkerhed forvandlede til assists.

Mange Brøndby-fans vil nok mene, at svenskeren er en mand, man kan få rigtig mange penge for, men det kan man bare i meget sjældne tilfælde for spillere i Hedlunds alder (27), ligesom det heller ikke taler for et storsalg, at yngre spillere, der var langt mere iøjnefaldende for udlandet, ikke har indbragt store beløb for Brøndby, siden Daniel Agger og Thomas Kahlenberg var purunge.

Vælger Brøndby at holde på den yngre Samuel Mraz, kunne et salg af Hedlund finansiere meget for Brøndby, men det er ikke sikkert, der er marked for svenskeren, selvom han har haft en fin første sæson i Superligaen.

Når OB før krisen 'kun' kunne få 10 millioner kroner for en Superliga-topspiller som Bashkim Kadrii, bliver det svært at score kassen på den kun halvandet år yngre svensker, der trods alt ikke har Kadriis individuelle spidskompetencer en-mod-en.

Lasse Vigen
25 år
Central midtbanespiller
Danmark
86 kampe/8 mål
Gammel pris: 7-13
Ny pris: 4-10

Igen en spiller, mange omkring Brøndby givetvis vil mene er mange, mange penge værd og er et stort talent, men som i transfersammenhæng er midaldrende, hvis man taler om de større, tocifrede millionbeløb.

Med kontraktudløb til sommer næste år er et salg faktisk ikke noget utænkeligt scenarie, hvis der er en køber, og det er det store spørgsmål – 11 startpladser og 4 indskiftninger i denne sæson kombineret med en corona-krise og en nedlukning af Superligaen er bare ikke en opskrift på mange millioner.

Andreas Maxsø
26 år
Midterforsvarer
Danmark
17 kampe/0 mål
Gammel pris: 10-20
Ny pris: 5-15

Med tiden kan Andreas Maxsø i et Brøndby-scenarie blive en spiller, man får 20-30 millioner kroner for, men mere bliver det heller ikke for en spiller, der som 26-årig ikke er ung i transfersammenhæng, og heller ikke bliver meget dyrere, selvom han skulle komme i spil til en reserveplads på landsholdet under den ny landstræner Kasper Hjulmand.

Carsten V. Jensen har forsøgt at tale stopperen, der gjorde det flot i efteråret, på landsholdet, men der er konkurrencen bare hård i Danmark.

Det vil give betydeligt bedre mening for Brøndby, og nok også Maxsø, at vente til 2021.

Anthony Jung
28 år
Venstre back
Tyskland
100 kampe/3 mål
Gammel pris: 4-8
Ny pris: 2-5

Tyskeren har været tæt på at skifte væk fra Brøndby i de seneste transfervinduer, og han er nok den mest oplagte spiller på salgsblokken, nu hvor tysk fodbold igen er kommet i gang, hvilket gør, at man kan forvente at have et form for tysk transfermarked, der ikke udelukkende er præget af kriseramte klubber i økonomisk livsfare.

Tyskerens agent Klaus Gerster har i foråret talt om en økonomisk nedgang i priserne på både transfers og lønninger, og det kan man også forvente i tilfælde af et Jung-skifte tilbage til Tyskland, hvilket også er oplagt med backens kontraktudløb i sommeren 2021.

Senest er det kommet frem, at Brøndby angiveligt har tilbudt Jung til Bundesliga-holdet Fortuna Düssedorf, så at venstre backen er på affyrringsrampen er der næppe tvivl om. 

Simon Tibbling
25 år
Central midtbane/kantspiller
Sverige
95 kampe/9 mål
Gammel pris: 5-15
Ny pris: 2-7

Det er oplagt, at Brøndby sammen med svenskeren og dennes agent forsøger at finde en ny klub.

Der blev talt om fem millioner euro som pris, dengang FC Midtjylland drillende tilbød en million euro for svenskeren i sommeren 2018, men efter en sæson som reserve er det tydeligt, at den ellers dygtige svensker ikke er en mand, der umiddelbart passer ind på Brøndby-holdet, som Niels Frederiksen ser det, og det betyder også, at Brøndby nu stort set må tage, hvad man kan få for svenskeren.


------------------------------





RANDERS FC

Marvin Egho
25 år
Angriber
Østrig
52 kampe/14 mål
Gammel pris: 4-8
Ny pris:
2-5

En østrigsk, snart 26-årig angriber, der scorer i hver tredje kamp og har kontraktudløb i 2021. Sagen er egentlig klar for Randers – enten skal aftalen med Egho forlænges, eller også bør han sælges i år, hvis ellers markedet stadig eksisterer.

Egho er ikke en strålende individualist som Saba Lobjanidze, men er tysk fodbold i gang igen, ville det ikke være helt urealistisk med en handel, selvom det helt sikkert ikke bliver til ret mange penge med et kontraktudløb om 14 måneder.

Mikkel Kallesøe
23 år
Højre kant/midtbanespiller
Danmark
108 kampe/10 mål
Gammel pris: 4-8
Ny pris: 2-6

Vi kunne også smide Vito Hammershøj-Mistrati på her, men Randers-drengen Mikkel Kallesøe er nogle år yngre og er nok en spiller, man egentlig gerne vil sælge i stedet for at give væk for håndører om 18 måneder eller endda miste på fri transfer som med Nicolai Poulsen om tre års tid.

Kallesøe er med sin lange kontrakt nok det mest oplagte salgsemne sammen med Marvin Egho.

Erik Marxen
29 år
Venstre back
Danmark
147 kampe/7 mål
Gammel pris: 1,5-3
Ny pris: 0,5-1

Hvad laver Randers' anfører på denne liste? Tanken er nu ikke helt skæv. Der var muligheder på transfermarkedet i januar for Marxen, der har udløb til nytår og fik tilbud fra Asien og Sydeuropa.

Kommer de igen?

Det er meget langt fra sikkert på en planet, der måske ikke er vendt på hovedet men ellers ser meget anderledes ud end ved nytår på grund af virussen.

Hvis Randers og Marxen ikke bliver enige om en forlængelse, hvilket bør være en reel mulighed i en meget usikker verden, kan man få lidt håndører for en vellidt spiller til sommer eller efteråret, når transfervinduet åbner.


Benjamin Stokke
29 år
Angriber
37 kampe/5 mål
Gammel pris:0,5-1
Ny pris: 0-0,5

Nordmanden kom til Randers i sommeren 2018 men er aldrig blevet et hit. Det lå ret meget i kortene, at et skifte tibage til Norge ville ske i foråret - imens det norske transfervindue endnu var åbent.

Men Corona-krisen ændrede meget, og Stokke er derfor forsat at finde i Randers, hvor det formentlig ikke venter ham ret meget mere spilletid end de 37 minutter han er noteret for i sæsonen. 

Seneste nye omkring Stokke er, at Randers FC angiveligt er villlige til at betale en del af angriberens løn i en ny klub - blot for at gøre ham til en mere attraktiv vare.

Både Odd og Lillestrøm har været nævnt om interesseret. Men da Randers nærmest er villige til at betale for at komme af med angriberen, kan det naturligvis diskuteres, om han er berettiget til en plads på en liste med "salgsemner."

------------------------------




FC MIDTJYLLAND

Evander Ferreira
21 år
Offensiv midtbanespiller/Central midtbanespiller
Brasilien
53 kampe/17 mål
Gammel pris: 50-85
Ny pris: 40-75

Evander frustrerer til tider sine trænere og holdkammerater, og hans frustrerer helt sikkert fans, journalister og de andre klubbers fans med sin til tider lidt for overlegne stil.

Men det er ligegyldigt – den 21-årige brasilianer er en af de teknisk stærkeste spillere i Superligaens historie og har driblinger, afleveringer og et blik for det overraskende, der helt tydeligt også kan bruges i en af Europas 10 største ligaer.

Det afspejles i prisen, for Evander er ekstremt mange penge værd og kan meget vel også være det på det transfermarkedet, der venter til sommer og/eller efteråret.

Han vinder ingen flidspokal for sit defensive arbejde, men who cares, når han sparker til en fodbold som en offensiv midtbanespiller i en af Top 5-ligaerne.
Ja, han irriterer mange danske fodboldfans, men udenlandske klubber er fløjtende ligeglade – han bliver meget dyr.

Erik Sviatchenko
28 år
Midterforsvarer
Danmark
204 kampe/17 mål
Gammel pris: 10-15
Ny pris: 7-12

Man har en plan, indtil coronavirussen smadrer store dele af fodboldverdenen, så hvad der skal ske med FCM-anføreren er uvist.

Den oprindelige plan var, at Sviatchenko skulle sælges denne sommer og have sit andet udlandsophold, muligvis langt fra Danmark om nødvendigt, og ellers i en så stærk klub i en større europæisk liga som muligt.

Hvor den plan står, ved parterne først for alvor, når der sættes datoer på transfervinduet i Europa, og man har en bedre idé om, hvor længe ligaerne og klubberne er ramt.

FC Midtjylland virker indstillet på at sælge anføreren mod at få en rimelig pris, så det bliver ikke til flere penge end de omtrent 15 millioner kroner, Celtic betalte i 2016. Men det vil heller ikke give mening for FCM bare at forære anføreren væk, når man så gerne vil i et europæisk gruppespil.

Awer Mabil
24 år
Kantspiller/offensiv midtbane
Australien
72 kampe/13 mål
Gammel pris: 20-40
Ny pris: 15-30

Australieren er blevet langt dygtigere til at læse spillet, og med hans hurtighed og gode driblinger er han blevet en Superliga-profil i ordets egentlige forstand.

Som australier, og landsholdsspiller, åbner mange markeder sig for Mabil ud over de større ligaer eller rigere klubber her på kontinentet, og Mabil har udløb i 2022 og skal nok sælges i et af de næste to vinduer.

Frank Onyeka
22 år
Defensiv midtbane/Central midtbane
Nigeria
70 kampe/12 mål
Gammel pris: 20-50
Ny pris: 15-30

Frank Onyeka er blevet en stabil central midtbanespiller, der enten erstatter Tim Sparv eller spiller ved siden af den finske landsholdsanfører.

”Stabil” er måske ikke rimeligt – Onyeka er blevet en fremragende oprydder, der stadig er målfarlig og ligesom Evander har mange spillemæssige kompetencer, der vækker opsigt i de større europæiske ligaer. Onyeka har kontrakt til 2024, så FC Midtjylland har næppe travlt med at sælge.

Joel Andersson
23 år
Højre back
Sverige
60 kampe/1 mål
Gammel pris: 20-40
Ny pris: 15-30

Andersson er endnu en spiller, FC Midtjylland kan sælge og tjene pænt på, også på det nuværende marked, men som de nok gerne vil holde på en sæson til i håbet om at vare længere i Europa.

Dion Cools blev købt i januar for en million euro som Anderssons afløser, så uret tikker, selvom det iskolde transfermarked selvfølgelig gør det mere oplagt at vente til 2021.

------------------------------




AC HORSENS

Louka Prip Andreasen
22 år
Kantspiller
Danmark
39 kampe/6 mål
Gammel pris: 4-8
Ny pris: 3-6
Arvesølv er et stort ord, men det vil gøre svært ondt på Horsens, hvis man er nødsaget til at sælge Louka Prip, der vel har været sæsonens højdepunkt.

Siden ankomsten fra Hvidovre i januar 2019 har Prip været ved at vænne sig til Superligaen og er vel strengt taget stadig i gang med den proces, men på et chance- og målfattigt hold skiller han sig mærkbart ud med mange chanceskabende aktioner og en stadigt bedre forståelse for at spille i Superligaen.

Er der en midterklub i Superligaen med penge, må Louka Prip være en overvejelse værd, mens Horsens må håbe, det ikke bliver nødvendigt at sælge.


Jeppe Kjær
16 år
Angriber
Danmark
2 kampe/0 mål
Gammel pris: 3-12
Ny pris: 2-10

Hvad kan man få for en unglandsholdsspiller, der faktisk ser enormt lovende ud og som fik Superliga-debut på sin 16-års fødselsdag, hvilket ikke kan gøres yngre med de nuværende regler i dansk fodbold?

At Jeppe Kjær tog rekorden fra Kenneth Zohore betyder ikke, vi taler om en kommende landsholdsspiller, men Kjær giver løfter om at være farligere end de øvrige Horsens-angribere, hvilket både siger relativt lidt qua Horsens' ineffektivitet, og en hel del for en så ung spiller.

At sælge spillere dyrt før deres 18-års fødselsdag er faktisk ikke uhørt i dansk fodbold, da udenlandske klubber vil give gode penge for at få spillere, de kan nå selv at gøre til deres egne rent juridisk set i forhold til UEFA's regler om talenter, så hvis Horsens er villig til at miste en guldfugl, kunne Jeppe Kjær være spilleren, der redder klubbens økonomi.

Man skal så ikke være i tvivl om, at Horsens-manager Bo Henriksen og nok også spilleren selv helst vil være fri i en så uforudsigelig verden, som vi befinder os i lige nu.

Hallur Hansson
27 år
Central midtbanespiller
Færøerne
111 kampe/13 mål
Gammel pris: 3-5
Ny pris: 2-4

Hansson er en fin midtbanespiller uden for toppen i Superligaen, selvom han nok ikke kommer til at lave så mange mål per sæson som i sidste sæson, hvor han scorede syv gange.

Hansson har været i klubben i fire sæsoner, og kan klubben selv vælge, er han måske lidt nemmere at udskifte på et transfermarked med et væld af spillere end en af de yngre, offensive profiler.

Om der så eksisterer et marked for et salg af Hallur Hansson i konkurrence med det førnævnte væld af billige spillere fra udlandet kan kun tiden vise.


------------------------------



SILKEBORG IF


Mads Emil Madsen
22 år
Central midtbane
Danmark
59 kampe/2 mål
Gammel pris: 5-15
Ny pris: 3-7

Nu hvor Ronnie Schwartz kører på arbejde 40 km længere vestpå, er Mads Emil Madsen SIF’s klart stærkeste spiller.

Han er en habil central midtbanespiller, men stjernestatus har han ikke just, selvom SIF vil forsøge at blande Robert Skov og Kasper Dolberg ind i enhver samtale om salg af spillere uddannet fra klubbens ungdomsakademi.

Statistikken lyver dog ikke, når Mads Emil Madsen igen og igen ligger højt på skabende afleveringer og er med i meget i det opbyggende spil.


Jeppe Okkels
20 år
Venstre kant
Danmark
88 kampe/10 mål
Gammel pris: 3-6
Ny pris: 2-4

Okkels er en af de bedre spillere fra ungdomsafdelingen de seneste år, men springet fra et bundhold til en anden klub vil være stort, markedet vil nok heller ikke være stort, selvom han spiller på U/21-landsholdet.