Video : Tipsbladet
Superliga

AaB kæmper for at holde på Yann Rolim

AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, er i vildrede, når det gælder Yann Rolim, man han lægger ikke skjul på, han vil forsøge at gøre brasilianeren til permanent AaB-spiller.

Den brasilianske offensivspiller, Yann Rolim, er for alvor kommet til sin ret i AaB i det igangværende forår, hvor han har været en af nordjydernes bedste spillere. Rolim har i løbet af sæsonen både bidraget med mål og assists, og hans formkurve virker til at være støt stigende. 

Det store spørgsmål i forhold til Yann Rolim er, om AaB-fansene kan nyde brasilianeren de kommende sæsoner, eller om han allerede er fortid i klubben efter denne sæson.

23-årige Yann Rolim er lejet i Barra FC, og det har været fremme, at nogle atypiske ejerforhold kan gøre det besværligt for AaB at beholde brasilianeren. Nordjyderne har eksempelvis ikke en købsoption på Rolim, hvilket ellers er normal kutyme i forbindelse med en lejeaftale. 

Så det bliver ikke en nem opgave for AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, at holde på Yann Rolim, men han er klar til at tage kampen op.

- Det er ikke afklaret, hvad der skal ske, og derfor ved vi heller ikke, om det er muligt at beholde ham. Vi vil helt sikkert forsøge, siger Allan Gaarde til tipsbladet.dk.

Han har som alle andre nydt at følge offensivspillerens udvikling i løbet af sæsonen, og Allan Gaarde understreger, at han hele tiden har vidst, at Yann Rolim var noget ganske særligt.

- Vi lavede en række indkøb før denne sæson, og i den forbindelse gav Rolim knap så meget genlyd, men vi har hele tiden vidst, hvad det var for en spiller, og at det var et potentielt scoop for AaB, hvis vi kunne få ham i god form. Det har vi brugt noget tid på, men nu viser han også hele sit repertoire, siger Allan Gaarde og fortæller, hvordan Yann Rolim dukkede op på AaB's radar:

- Vi har nogle gode kontakter, som vi stoler meget på, og uden disse havde det aldrig været muligt at hente Rolim. Så han er et eksempel på vores rigtig gode netværk. Vi fik nogle tilbagemeldinger om, at her var en spiller, der havde potentiale til de bedste ligaer, hvis han kunne finde en klub, der gav ham mulighed for at udvikle sig i et godt miljø, og det kunne vi tilbyde her i AaB.

Yann Rolim har scoret to mål i 11 Superliga-kampe, mens det er blevet til to scoringer i lige så mange kampe i DBU Pokalen. Brasilianeren har tidligere været udlejet til Vitoria Setubal, FSV Frankfurt og Karlsruher SC.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.