AaB-angriber: Vi er i målkrise
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

AaB-angriber: Vi er i målkrise

Jannik Pohl og AaB har blot scoret en enkelt gang i de seneste fire Superliga-kampe, og Jannik Pohl erkender, at der er for ringe.

Det startede godt for AaB i denne sæson i Superligaen, men klubben fra Aalborg er gået helt i stå og har store problemer med at få resultater for tiden. Senest blev det til et nederlag på 0-2 ude mod Brøndby i en kamp, hvor AaB ellers havde muligheder for at score.

AaB-angriber Jannik Pohl var en af de spillere, der misbrugte en stor mulighed, da den 20-årige AaB'er headede et stort tilbud forbi mål, og det var ret symptomatisk for den periode, som AaB er inde i.

- Ja, vi er i målkrise, siger Jannik Pohl til Jyllands-Posten og forklarer:

- Jeg ved virkelig ikke, hvad forklaringen er. Vi sparker dem jo ind til træning. Vi må jo bare blive ved med at arbejde hårdt, for det kan jo ikke blive ved med, at vi rammer stolpen og brænder kæmpechancer.

Blot et mål i de seneste fire Superliga-kampe har holdet lavet, og angriberne har til sammen blot lavet fire mål, hvor Christian Bassogog har lavet tre og den skadede Thomas Enevoldsen har lavet et enkelt.

I alt står AaB noteret for 16 scoringer i nu 15 Superliga-kampe. Marco Meilinger, kantspilleren, har som Bassogog lavet tre, mens de to forsvarsspillere Markus Holgersson og Kasper Pedersen har lavet to hver.

AaB har blot fået fire point i de seneste otte Superliga-kampe og ligger nummer otte i tabellen.