Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-bomber tiltrækker sig interesse: Det er også naturligt

Mikkel Kaufmann har scoret 7 mål i 15 Superliga-kampe, hvilket ikke er så tosset for en 18-årig. Gennembruddet har fået andre klubber op på mærkerne, fortæller direktøren.

Før denne sæson var Mikkel Kaufmanns Superliga-karriere til at overse: fem kampe, ét mål og meget lidt opmærksomhed. Alle tre dele har den unge angriber ændret godt og grundigt på.

Kaufmann har spillet 15 Superliga-kampe i dette efterår og scoret 7 mål undervejs. Især i de seneste runder har han været på kogepunktet med fire mål i to opgør. Han er desuden kun 18 år gammel.

Læs også:Kaufmann nettede igen: Havde ikke regnet med at være topscorer

Den slags, både alderen og målene, lægger de mærke til i andre klubber. AaB oplever da også allerede interesse, selv om Kaufmann end ikke har spillet en halvsæson som fast mand for klubben.

- Der er noget interesse, men skal vi ikke sige, at det er på agentniveau indtil videre. Det er nok også naturligt, at der er interesse, når man tænker på hans unge alder. Han scorer ikke bare mål, men han scorer også iøjnefaldende mål. Det er nok det, de har lagt mærke til sammen med hans fysik, som gør ham interessant, siger administrerende direktør Thomas Bælum til BT.

Læs også:AaB-direktør: Ny sportschef behøver ikke være fra AaB

Mulige købere skal dog have spenderbukserne i størrelse XL på, hvis de vil købe Kaufmann fri af AaB. Efter han bankede 16 mål ind i 17 U19-kampe i sidste sæson, gav klubben ham en fireårig kontrakt i sommer.

Mikkel Kaufmann er i øjeblikket med det danske U19-landshold, der onsdag aften tabte 2-1 til Finland i EM-kvalifikationen. Holdets næste kamp er lørdag mod Færøerne, inden Kaufmann vender tilbage til AaB.

Læs også:AaB har målfarlig angriber med igen mod Randers

Læs også:Tidligere dansk landsholdsspiller: AaB-job er interessant

Læs også:AaB vil udnytte landsholdspause: Vi skal have flyttet os på nogle parametre