AaB og Kenneth Emil Petersen går hver til sit efter denne sæson, hvor den nuværende kontrakt udløber. Superligaens to'er ville gerne have beholdt forsvarsspilleren, der har spillet samtlige 18 kampe fra start i denne sæson, men forhandlingerne har gjort, at det i stedet ender med en skilsmisse.
- Vi havde tilbudt Kenneth Emil en kontraktforlængelse, men vi har ikke kunnet blive enige, hvorfor ”KEP” har valgt at takke nej til en ny aftale.
- Kenneth Emil har været fuldstændig fair over for os i forhandlingerne, og vi glæder os over at have ham til rådighed i et vigtigt og spændende forår, siger Sportsdirektør Allan Gaarde til klubbens hjemmeside.
- Selvom vi fra sommer råder over både Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg og U/19-landsholdsspiller Morten Rokkedal til positionerne i midterforsvaret, så vil nu begynde at kigge os omkring efter endnu en spiller til at dække de defensive pladser centralt.
Kenneth Emil Petersen selv siger om beslutningen:
- Jeg har brugt de seneste uger til at nå frem til min beslutning, og da vi ikke har kunnet blive enige om en ny aftale, så har jeg valgt at søge nye udfordringer.
Han slår dog fast, at han glæder sig til foråret, hvor AaB både spiller med om medaljer og pokaltitel.