Video : Tipsbladet
Superliga

AaB drømmer om at blive mestre igen: Derfor vi står op om morgenen

AaB drømmer om igen at drikke sejrschampagne og få guldmedaljer hængt om halsen. Det er vigtigt at have drømme, fastslår sportsdirektør Allan Gaarde.

I sæsonen 2013/2014 kunne AaB lade sig hylde som vindere af The Double, og det blev kulminationen på en fantastisk sæson, hvor navne som Kasper Kusk, Nicolaj Thomsen og Lukas Spalvis var profilerne på banen, og Kent Nielsen var cheftræner.

Siden har nordjyderne ikke haft nogen grund til at smide champagne på køl. De seneste fire sæsoner har budt på tre femtepladser og en tiendeplads, men smagen af guld sidder stadig på tungen i Aalborg.

Derfor er det også et langsigtet mål at stå øverst på skamlen igen.

- Vi har en ambition, en målsætning og en drøm, og det er vigtigt at skille de tre fra hinanden. Vores ambition er at forbedre os spillemæssigt og hele tiden bygge på. Vores målsætning er at komme i top seks. Vores drøm er at blive mestre igen, siger sportsdirektør Allan Gaarde til tipsbladet.dk og uddyber mesterskabsdrømmen:

- Det er det, vi står op for hver eneste dag. Vi har prøvet det før, og det gør selvfølgelig, at vi rigtig gerne vil opleve det én gang til. Det er vigtigt at understrege, at det er en drøm, men det er godt at have drømme, for det giver noget at arbejde efter. Lige nu er der tre hold i Danmark, der er bedre end resten, men vi er nødt til at stræbe efter at komme derop igen.

Han fastslår, at fokus i denne sæson ikke er på at blive danske mestre. I første omgang handler det om at gentage bedriften fra i fjor, hvor AaB var et af seks hold, der dystede i mesterskabsspillet.

- Det betyder meget at være med i top seks, det så vi også i sidste sæson. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv. Der er mange hold i Danmark, der uden at fremstå tossede kan sige, at de går efter top seks, og vi er et af de hold. Det skal vi turde sige højt, og det skal vi turde gå efter, siger Gaarde.

Hvis man ser på det spillemæssige og det resultatmæssige fra sidste sæson, er det så fair at sige, at I har været noget bedre til at skabe resultater end til at spille flot og seværdig fodbold?

- Jeg vil starte med at sige, det var en stærk præstation af holdet og rigtig godt trænerarbejde af Morten Wieghorst. Vi kom god med efter en svag start på sæsonen, siger sportsdirektøren og tilføjer:

- På en måde laver vi jo mange benspænd for os selv. Vi siger, at vi vil være en del af toppen af dansk fodbold, og vi siger også, at drømmen er at blive mestre igen, men samtidig vil vi gøre det med attraktiv fodbold på et hold med mange unge nordjyder. Og hele tiden med styr på økonomien. Jeg håber, folk kan se, at det ikke er verdens nemmeste balancegang.

- Men for at besvare dit spørgsmål, så ja; der er ingen tvivl om, at vi var bedre til at skabe resultater, end vi var til at spille underholdende fodbold i sidste sæson.

Nordjyderne vandt 1-0 over SønderjyskE i premieren, og i virkeligheden var det en rigtig AaB-kamp. Der røg tre point på kontoen på en svær udebane, men spillemæssigt var gæsterne langt fra imponerende. Kasper Kusk sikrede sejren med et frispark sent i anden halvleg.

- Jeg synes jo, det er fedt at være en del af en klub med store forventninger, men disse kan også være svære at indfri. Når fansene siger, at vi ikke har spillet godt nok og ikke været gode nok i særligt vores offensiv, så kan jeg bare sige, at det er noget, vi hele tiden arbejder på. Men det er ikke det nemmeste at indfri. Det er alt andet end lige en sværere kunst at spille flot og chanceskabende fodbold, end det er bare at have en målsætning om at forsvare sig, lyder det fra Allan Gaarde.

AaB har haft et helt stille transfervindue indtil videre, men Allan Gaarde har varslet, at offensiven skal forstærkes.