Video : Tipsbladet
Superliga

AaB forlænger med 22-årig midtbanespiller

Oliver Abildgaard har sat sin signatur på en ny aftale med AaB.

De satser meget på egne talenter i AaB, og den nordjyske klub har netop valgt at binde en af de unge, talentfulde spillere.

Således har AaB forlænget aftalen med midtbanespiller Oliver Abildgaard, der dermed er at finde i AaB frem til sommeren 2022.

Det fortæller AaB i en pressemeddelelse.

- Oliver har sin styrke i presspillet, i nærkampene og i sit fremragende hovedspil, ligesom han er god til at distribuere boldene fra den centrale midtbane, og så er han sin unge alder til trods en ledertype, siger Allan Gaarde i en pressemeddelelse og forklarer:

- For alle unge spillere er Oliver med sin seriøsitet og sin træningsflid et mønstereksempel, og at han har været en del af AaB, siden han var ti år, betyder også, at vi ser ham som en spiller og en person, der kan være med til at bære vores værdier videre, og vi er selvfølgelig glade for, at en forlængelse er kommet på plads.

22-årige Oliver Abildgaard har spillet 52 gange for AaB. Den oprindelige aftale løb et år endnu, men nu kan midtbanespilleren glæde sig over at have fremtiden på plads fire år frem.

- Jeg er stolt over at blive vist tillid med en ny kontrakt, og jeg føler mig også klar til at tage næste trin i min udvikling.

- Det er mit klare mål at tilkæmpe mig en stamplads på holdet og i næste fase blive en profil, og det gør jeg ved ydmygt at fortsætte det hårde arbejde.

- Helt konkret vil jeg gerne blive mere målfarlig, så jeg også på den led kan bidrage til vores hold og trup, der efter min mening har et stort potentiale, hvilket også kom til udtryk i slutningen af sidste sæson, siger Oliver Abildgaard.

Abildgaard kom til AaB som 10-årige fra Aalborg Freja.