Video : Tipsbladet
Superliga

Startede ude mod Lyngby: AaB-profil føler sig klar til udlandet

Den 23-årige AaB-profil Oliver Abildgaard er sulten efter et skifte til udlandet.

Den 23-årige AaB-midtbanespiller Oliver Abildgaard er på blokken i udenlandske klubber, og den unge nordjyde føler sig klar til at skifte Nordjylland ud med en adresse, der ikke er dansk.

Det gør han efter sidste sæson, hvor han blev fast mand hos AaB og var med det danske U21-landshold til EM i Italien.

- Med en rigtig god sæson på bagen og mange U21-landsholdskampe, så føler jeg, at jeg har bevist, jeg kan begå mig på et højere niveau. Det er jeg også sulten efter, siger Abildgaard og uddyber:

- Jeg er trods alt 23 år, og jeg føler mig godt klædt på, så nu må vi se, hvad der sker.

Af interesserede klubber meldes blandt andre Sparta Prag, som har rekorden for flest tjekkiske mesterskaber.

Et skifte dertil har stor interesse, fortæller AaB-spilleren, som dog ikke vil kalde skiftet for sikkert, da han ikke selv har været i kontakt med nogen klubber endnu.

- Det er fedt, at en klub som Sparta Prag har lagt et bud på mig og synes, det kunne være interessant at hente mig. Men tiden må vise det, for jeg vil ikke stå og snakke om fremtiden, når bolden ikke er hos mig.

- Men af dem (klubber, red.), der er kommet ind, og dem jeg har hørt om, mener jeg, at det er et rigtig godt skifte (til Sparta Prag, red.).

U21-landsholdsspilleren vil dog ikke skifte væk fra AaB for at sidde på bænken i udlandet.

- Det er min plan at skifte og komme direkte i startopstillingen. Der er ingen garantier i fodbold, men planen er, at jeg ikke skal sidde for meget på bænken.

- Det er inde på banen, man udvikler sig, og det er der, det er gået stærkt for mig det sidste halvandet års tid.

Oliver Abildgaard sad på bænken hele kampen, da AaB søndag eftermiddag åbnede superligasæsonen med et 0-2-nederlag til oprykkerne fra Lyngby.

/ritzau/