AaB indleder Superliga-foråret på andenpladsen som nærmeste forfølger til FCK og mesterskabet, men det er ikke noget, nordjyderne tænker ret meget over, lader man forstå.
Forsvarsprofilen Kenneth Emil Petersen fortæller således til tipsbladet.dk, at AaB-spillernes fokus ikke er snævret ind mod et mesterskab
- Det vil være ekstremt overraskende, hvis vi gør det, og det er heller ikke noget, vi overhovedet fokuserer på. Vi er oppe imod ekstremt hårde konkurrenter, og det er nu en gang sådan, at det som regel er pengene, der vinder.
Kenneth Emil Petersen mener altså, FC København har favoritværdigheden på sine skuldre, inden FC Midtjylland følger efter foran nordjyderne
- Jeg synes, FCK er klare favoritter. Sådan må det være. De har lavet nogle gode handler, fået en del spillere tilbage fra skader og bare generelt fået mere bredde til en i forvejen stærk trup. Det er en storklub, der skal vinde mesterskaber, og det skal de selvfølgelig gøre i år; det ville ikke se så godt ud, hvis det ikke sker, fortæller han til tipsbladet.dk
- Midtjylland kommer derefter. De har mistet nogle stykker, men har også handlet godt ind, ligesom Sisto og Rilwan Hassan ligner nogle, der er vendt tilbage. Begge klubber har lavet nogle handler, hvor vi jo slet ikke kan være med.
Og så vil man måske mene, at det er belejligt, når Ståle siger, FCK ’ingen undskyldninger har for ikke at blive mestre’, og Zanka tilføjer, man har det fint med at være dem, som flest har sat penge på? I får lov til at være den lille?
- Ja, men det er jo ikke noget (rollen som underdog, red.), som vi går bevidst efter. Det er bare sådan, det er. Der bliver snakket meget FC Midtjylland, FCK og Brøndby, og personligt har jeg det fint med, at det er sådan, så vi bare kan koncentrere os om at bevise på banen, hvad vi kan.
”Vi har vist, at vi har en supergod startopstilling, men vi har også en smal trup med mange uprøvede kræfter, der er i de næste i rækken, men hvor man måske ikke helt ved, hvad man kan forvente.”
Den 31-årige stopper forklaret bl.a. forholdet til mesterskabstanken med, at AaB henover vinteren har mistet Henrik Dalsgaard og Nicklas Helenius, uden man har fået nye spillere ind. Truppen er svækket, mener han.
- Vi har mistet Dalsgaard, Helenius, Raitala og Blomquist, og der er ikke kommet noget ind. Derfor står vi også klart svækket i forhold til efteråret, og det bliver den gamle kliche med en kamp ad gangen. Vi skal tro på det, vi laver, men vi er oppe imod rigtigt hårde konkurrenter.
- Vi har et rigtigt svært startprogram med FCK og Midtjylland ude i de første tre runder, der bliver utroligt vigtige for os. Vi henter ikke som de andre den ene store stjerne efter den anden, så det bliver holdet, der skal gøre det.
Og ’der bliver brug for alle mand’, som han siger. Uprøvede Oliver Abildgaard, Jannik Pohl, Christian Bassogog og Robert Kakeeto ligner pludseligt alle spillere, der kan ende med spilletid, og derfor kræver det også toppræstationer fra en ung, smal trup hvis man skal spille med, erkender viceanføreren
- Vi har vist, at vi har en supergod startopstilling, men vi har også en smal trup med mange uprøvede kræfter, der er i de næste i rækken, men hvor man måske ikke helt ved, hvad man kan forvente.
Han mener, 2014-mesterholdet, der som bekendt kom fra baghjul igennem foråret, var stærkere end den trup, man har lige nu.
- Vi havde en bredere og bedre trup dengang, og det var helt afgørende for det, vi endte med at lave. Jeppe Curth scorede imod FCK, Søren Frederiksen og Mathias Wichmann leverede, når der var brug for dem, og Anders Due spillede venstreback, da vi vandt 3-2 hos Midtjylland. Det var hele truppen, der vandt dengang, og i forhold til det hold er vi umiddelbart svækket.
Overpræsterede eller toppræsterede I igennem efteråret?
- Vi havde også kampe med stolpe ind, men jeg synes stadigvæk, at vi har et af rækkens højeste topniveauer, og at vi kan være rigtigt svære at hamle op med. Derfor synes jeg heller ikke, at vi overpræsterede.
- Men der er som sagt også sket lidt siden. Det vil være meget tæt på en sensation, hvis vi bliver mestre, afslutter han.