AaB-reserver tabte til russere
Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

AaB-reserver tabte til russere

Et reservespækket AaB-mandskab tabte mandag 2-1 til russiske Torpedo Moskva.

Superligaen-foråret nærmer sig med hastige skridt. Tirsdag tager AaB hjem fra træningslejr i Spanien for at få de allersidste detaljer på plads. Inden ventede Torpedo Moskva dog mandag eftermiddag. 

Nordjyderne gav chancen til en række spillere, der normalvis ikke vælter sig i spilleminutter på førsteholdet. U19-spilleren Morten Rokkedal, Robert Kakeeto fra Danmarksserietruppen, Gilli Sørensen, Viktor Ahlmann var således alle med fra start.

De unge AaB'ere kom allerede bagud efter seks minutter, og ikke længe efter udbyggede Hugo Vieira til 2-0 med sin anden scoring for Torpedo Moskva. Viktor Ahlmann reducerede kort efter pausen, men tættere på kom Superligaens nummer 6 ikke. 

AaB møder norske Odd Grenland på fredag i vinterens sidste test, inden forårspremieren mod Brøndby venter den 22. februar.