Video : Tipsbladet
Superliga

AaB slog Randers: Holder liv i håbet om førstepladsen i puljen

Det blev til en sejr på 2-0, da AaB besøgte Randers mandag eftermiddag.

AaB har stadig muligheden for at tage førstepladsen i deres pulje, da de vandt med 2-0 over Randers 2. påskedag i et opgør, hvor aalborgenserne i store dele af opgøret havde særdeles godt styr på deres modstander.

Med resultatet er der nu tre point mellem netop Randers og AaB med førstnævnte i front inden sidste spillerunde. Det er dog også sådan, at AaB kommer ind til den runde med en bedre målscore, som vil sende dem på førstepladsen, hvis de slår Hobro på hjemmebane og Randers taber til Vendsyssel på udebane.

Som kampen udviklede sig mellem Randers og AaB, så stod det hurtigt klart, at det var AaB, som gik ind til kampen med mest motivation for at hente de tre point. Allerede inden der var spillet to minutter stod der 1-0 til de bolsjestribede.

Det skete efter et mønsterangreb direkte fra fodboldens ABC, hvor Lucas Andersen var arkitekten bag med en aflevering ud til den unge venstreback Lukas Klitten, som diskede op med et særdeles præcist indlæg til Tom van Weert, som headede bolden det sidste stykke i mål til 1-0.

Derefter havde Randers meget svært ved at komme med et modsvar, og i første halvleg lykkedes det at holde kronjyderne fra muligheder. Efter pausen viste Emil Riis dog tænder med to forsøg, hvoraf den ene ramte overliggeren.

Mens Randers havde det svært ved at overliste Jores Okore og Co. i AaB-bagkæden lykkedes det for Lucas Andersen at gøre det til 2-0 i kampens 69. minut, da han tog en lidt skæv aflevering fra Frederik Børsting med sig, gik forbi Carlgren i Randers-målet og scorede sikkert.

Herefter gjorde Randers, hvad de kunne for at hente AaB-føringen ved blandt andet at sætte Boman på banen, men lige lidt hjalp det, og AaB tog de tre point, som kan give dem en bedre mulighed for at tage den ekstra Europa League-billet, der er på plads.

Nummer to i puljen skal nemlig møde AGF fra den anden pulje i næste runde, mens nummer ét skal møde enten AC Horsens eller Sønderjyske, som har haft det svært i gruppespillet.