AaB stjal sejren dybt i overtiden
Foto: Polfoto
Superliga

AaB stjal sejren dybt i overtiden

Anders K Jacobsen stod det rigtige sted på hjørnespark i sidste overtalsminut.

Appel for straffespark på stribe og to nervøse hold, der ikke rigtigt ville slippe hestene løs. Det vil AaB-Brøndby i forårssæsonens første kamp for de to hold blive husket for. Dét og så AaB-ikonet Thomas Augustinussen, der spillede sin AaB-kamp nummer 400 for de Aalborg-klubben - og nå ja. Et meget sent mål.

At det skulle blive en målfattig kamp, det var forventet af den optakt, som de to klubber havde. Der var heller ikke den store offensive indstilling på, da de to hold gik på banen. Tydeligt, at man håbede på, at der skulle dumpe en chance ned fra himlen, der kunne udnyttes.

Det var nærmest også som om målet kom ned fra himlen, da Risgårds hjørnespark pludselig landende for fødderne af indskiftede Anders K Jacobsen, der kunne skubbe bolden over stregen.

Det var måske et resultat, som Brøndby-spillerne kunne argumentere for kom lidt uventet som kampen havde udviklet sig. Der havde blandt andet været hovedstødsforsøg fra Daniel Agger og kontrastød, som Pukki kunne afslutte. AaB havde derimod store vanskeligheder med at komme til chancer i det hele taget.

Samtidig kom dommer Jens Maae også i fokus, da han ikke valgte at dømme straffespark i et par situationer. Særligt et skud på Rasmus Thelanders arm kan sagtens blive diskuteret videre, men også en friløber for Thomas Enevoldsen, der blev frataget i feltet. Men dømt blev det altså ikke i nogen af situationerne.

Med det sene nederlag er Brøndby nu syv point efter Randers på bronzepladsen. Derimod kan AaB begynde at se op ad i tabellen, da de nu kun er to point efter Brøndby. Kampen i midtugen lignede dog noget, der havde en effekt på AaB, da de havde svært ved at skabe noget fremad, men pudsigt nok kom målet til allersidst for mestrene.

I næste runde møder Brøndby på hjemmebane FCM, mens AaB møder Esbjerg på udebane.