AaB-træner: Flores skal i form, før jeg kan bruge ham
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AaB-træner: Flores skal i form, før jeg kan bruge ham

Det er ikke nogen disciplinær straf, der holder Edison Flores fra holdet i AaB. Han er slet og ret ikke i den rette form, mener manden, der sætter holdet, cheftræner Morten Wieghorst.

AaB er kommet bedre fra land, end selv deres cheftræner havde regnet med. Holdet ligger på en delt førsteplads efter fem Superliga-runder, men det har nordjyderne især forsvaret at takke for. AaB har således kun scoret fem gange i sæsonen.

Det er ikke, fordi Edison Flores ligefrem satte ild til modstandernes forsvar i sidste sæson, men han kunne måske være med til at løfte den nordjyske offensiv. Det kommer han bare ikke til lige med det første. 

Som det er blevet beskrevet vidt og bredt, kom peruvianeren senere hjem fra sin VM-ferie, end AaB havde sagt god for, men det er ikke en straf for fraværet, der holder Flores fra banen. Han er bare i for dårlig form.

- Han fik ekstra ferie og tog så mere selv, og derfor må han jo arbejde ekstra med at finde formen. Så det er ikke disciplinære årsager til, at han ikke spiller, det er et spørgsmål om form, siger cheftræner Morten Wieghorst til radioprogrammet Liga på P3.

- Det har hele tiden været meningen, at han skulle sælges i dette transfervindue. Det er ikke sikkert, at det sker, og hvis ikke det sker, er han fuldbyrdet medlem af vores trup og skal nok gøre sig gældende. Men han skal først i form, før jeg kan bruge ham.

Hverken klubben eller spilleren har lagt skjul på, at det er planen, at Edison Flores skal sælges i dette transfervindue. Indtil videre har det bare ikke materialiseret sig. Forleden sagde Flores, at det ville være svært for ham at blive et halvt år mere i AaB.

- Det vil være meget svært for mig at vente til vinter med at skifte, for så kan jeg risikere at skulle sidde på bænken i et halvt år. Hvis jeg skal vente, kræver det, at jeg bliver en del af klubbens planer igen, lød det til Nordjyske.