AaB-træner: Møder skandinavisk tophold
Foto: AaB
Superliga

AaB-træner: Møder skandinavisk tophold

AaB er klar til en stor test tirsdag i Aalborg, når holdet tager imod den svenske storklub Malmö FF.

I AaB havde man et forrygende efterår i Alka Superligaen. Klubben kunne gå til vinterpause kun et enkelt point efter FC København på førstepladsen, og forberedelserne til foråret spidser nu til. Her skal nordjyderne forsøge at fortsætte de gode takter, og i generalprøven venter en yderst kompetent modstander. Tirsdag får AaB nemlig besøg af den svenske storklub Malmö FF.

Et opgør man ser frem til i AaB, hvor truppen netop er hjemvendt efter træningslejr i Tyrkiet: 

- Fokus vender sig lige så stille mod første turneringskamp nu. Malmö-kampen i morgen er en generalprøve mod en rigtig god modstander, så det skal være den sidste finpudsning inden kampen mod FC Midtjylland. Malmö er et skandinavisk tophold, og vi skal være oppe på et godt niveau for at matche dem, siger Lars Søndergaard til klubbens hjemmeside og fortsætter:
 
- Det betyder noget, at vi kan komme på dansk græs og spille kampen. Banerne i Tyrkiet er lidt mere hårde, og ikke så bløde som herhjemme, så der er en forskel på, hvad det trækker af kræfter, ligesom banerne ikke er så hurtige. Derfor er det dejligt, at vi har den mulighed at komme på græs – også fordi FC Midtjylland med kampene mod Manchester United har fået indstillet sig på baneforholdene, udtaler cheftræneren.
 
AaB gæster FC Midtjylland mandag klokken 19:00.