Video : Tipsbladet
Superliga

AaB's hjemvendte søn: Jeg må sgu godt være mere direkte i mit spil

Lucas Andersen reflekterer over en rigtig god start på sæsonen i AaB.

Med fire mål i 10 kampe har Lucas Andersen givet AaB-fansene meget at juble over, siden han vendte hjem til Aalborg i sommerens transfervindue, og han var især flyvende i seneste opgør mod Esbjerg fB, hvor han scorede to mål og assisterede et enkelt.

At vende hjem til dansk fodbold efter et ophold i udlandet er traditionelt ikke den nemmeste disciplin, men foreløbig har Lucas Andersen altså ikke været besværet, og det kan i høj grad skyldes AaB'erens mentalitet.

- Hvis man kommer hjem bare for at slappe af, og med en tro om at det hele nok skal gå, så tror jeg, at det kan blive rigtig svært, og det var ikke den indgangsvinkel, jeg havde valgt at tage på det. Jeg har valgt at sige, at jeg er kommet hjem for at spille fodbold, jeg er kommet hjem for at vise, hvor god jeg er, og jeg vil gøre alt for, at det bliver optimalt, siger Lucas Andersen til Tipsbladet.

Det tidligere Ajax-talent har heller ikke lagt skjul på, at han i høj grad er vendt hjem til barndomsbyen for at genfinde den fodboldglæde, der er dalet en smule i udlandet.

- Det var primært det, jeg søgte i en ny klub, og valget faldt på AaB, for den er der igen. Jeg nyder at spille fodbold, og når jeg gør det, så er det også mit bedste jeg, der kommer til udtryk. Dermed ikke sagt at jeg føler, at jeg har nået overliggeren for, hvad jeg kan, men det er i hvert fald et rigtig godt skridt på vejen til det.

- Det har været fint at spille godt, som jeg føler, at jeg har gjort i mange kampe, men der har måske lige manglet de sidste afgørende ting, at afslutningen eller den sidste aflevering sidder der. Det er jo nu engang det, der gør, at man bliver en nøglespiller for et hold, når man begynder at bidrage med mål og assists. 

- Det er også noget af det, jeg har haft fokus på, efter jeg er kommet hjem. Nogle gange må jeg sgu godt være lidt mere direkte i mit spil. Jeg behøves ikke at skulle drible bolden ind over stregen.

Du kan læse hele det store interview med Lucas Andersen i Tipsbladet, som er på gaden fredag sammen med Ekstra Bladet.

Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil, kan du købe det digitalt her - ekstrabladet.dk/ebladet

Du kan også vælge at få det leveret Tipsbladet i postkassen hver fredag. Læs mere og bestil på https://abonnement.ekstrabladet.dk/avis/fredag/