Årets Pokalfighter: En hårdt spillet kamp
Foto: Lars Ronbog/GettyImages
Superliga

Årets Pokalfighter: En hårdt spillet kamp

Stephan Andersen viste sig fra sin bedste side i torsdagens pokalfinalen, der i dén grad var præget af hårdt fysisk spil.

Der var masser af fight - både af den gode og dårlige slags - i torsdagens pokalfinale mellem FCK og Brøndby. Det bed FCK-keeper Stephan Andersen også mærke i, da han skulle sætte ord på kampen.

- Det er skønt! Det er en fantastisk følelse nu. Det var en hårdt spillet kamp. Men alle gjorde, hvad de skulle, sagde han til TV3 efter kampen.

Den 35-årige målmand har ikke spillet meget i sæsonen. Derfor kan det undre, at han præsterede på så højt niveau, som han gjorde. Men for den tidligere Brøndbykeeper handler det ikke kun om form.

- Det handler om spændingsniveauet. Jeg er ansat til at gøre ét job, og det lykkedes i dag. Det var en fantastisk kulisse. Det er kampe som disse, vi træner hver dag for at opleve. Det er fantastisk at være en del af.

Stephan Andersen blev kåret som Årets Pokalfighter af journalisterne på stadion.