Video : Tipsbladet
Superliga

Århus-stadion nærmer sig afklaring: Gode chancer for ny arena til AGF

Inden årsskiftet fremlægger Århus Kommune den rapport om et muligt nyt fodboldstadion, der har været på vej siden i fjor. Ifølge Ekstra Bladet kan AGF med stor sandsynlighed se frem til en ny hjemmebane.

I Århus er der næppe mange, der er i tvivl om, hvad AGF som klub og dens fans synes om den aktuelle hjemmebane for Superliga-holdet. Ceres Park har i årevis været udskældt for sin løbebane, sin afstand mellem tilskuere og grønsvær samt for sine åbne hjørner, der lukker for meget vind ind.

Nu er der måske snart godt nyt på vej til dem, der drømmer om en ny hjemmebane for byens bedste fodboldhold. Sidste år iværksatte Århus Kommune en undersøgelse af mulighederne for fremtidens fodboldstadion, og resultater deraf foreligger inden længe.

- Rapporten forventes klar omkring årsskiftet, siger Michael Jaap, der er presse- og kommunikationschef i kommunens kultur- og borgerservice, til Ekstra Bladet.

Avisen skriver desuden, at AGF "med stor sandsynlighed" kan begynde at glæde sig til et nyt stadion.

Da byrådet i Århus sidste år diskuterede muligheden for et nyt fodboldstadion, var der bred opbakning til idéen, men det stod ikke lige så klart, hvordan det skulle se ud, hvor det skulle ligge, og hvem der skulle betale.

Atletikklubben Aarhus 1900, som også bruger Ceres Park og dens løbebane, deltog i et møde med partierne i byrådet og AGF-direktør Jacob Nielsen, og her spurgte Aarhus 1900's elitetræner Lars Nielsen drillende: Er det AGF’s sportslige niveau eller Danmarks dårligste stadion, der gør, at I spiller, som I gør?

Der er sat 2 millioner kroner af til den undersøgelse, der altså snart er tilendebragt, og den skal netop kaste lys over mulighederne for at løse de ting, som byrådet ikke var enige om for et år siden.