Video : Tipsbladet
Superliga

Abildgaard isoleret i Kazan: Det er en lidt mærkelig situation

Danske Oliver Abildgaard er alene i Kazan, og sådan kommer det også til at være den næste tid, hvor han er blevet bedt om at blive hjemme. Venner og familie kan ikke bare lige sådan komme på besøg, for nu har Rusland også fået øjnene op for Covid-19.

At der kan gå hurtigt i fodbold, er der utallige eksempler på, og Oliver Abildgaards situation er den seneste i rækken.

I mandags kunne midtbanespilleren fra Rubin Kazan fortælle til Nordjyske, hvordan fodbolden stadig spilles i Rusland, og at hverdagen går videre. Bare en dag senere blev han og Rubin Kazan-truppen sendt hjem, og nu skal Oliver Abildgaard i stedet holde sig i form i sin lejlighed i den kommende tid.

En lejlighed har han heldigvis fået, Oliver Abildgaard. I sidste uge flyttede han ind i sit nye hjem, og der er her mulighed for at holde sig i form. Så helt skidt er det ikke, selv om nordjyden allerhelst vil på grønsværen og træne og spille kampe.

- Indtil for et par dage siden var det ikke noget, der fyldte meget. Der var træning og kampe som før, og nu det så nogle af de samme værktøjer, man tager i brug her i Rusland. Træningen er boykottet de næste fem dage, og så ser man, hvordan situationen ser ud, siger Oliver Abildgaard til tipsbladet.dk.

Læs også:Rusland suspenderer også ligaen

Han er udlejet fra AaB og står i en situation, hvor han allerhelst skal spille og overbevise, så Rubin Kazan køber ham fri af den danske Aalborg-klub.

- Jeg er personligt meget tålmodig, fordi der er vigtigere ting end fodbold lige nu. Jeg klager ikke - jeg har det godt. Der er folk rundt omkring, der er i sværere situationer end mig.

- Coronasituationen påvirker alt i verden lige nu. Også transfersituationen. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, og lige nu tager jeg det bare dag for dag. Der er vigtigere ting, der skal falde på plads lige nu, siger Oliver Abildgaard.

Hvor danskere trods alt har familie tæt på, er Oliver Abildgaard meget langt væk fra sin familie og sine venner. Han bruger danske medie til at følge med i coronavirussituationen, fordi han ikke kan russisk, så han er på sin vis isoleret.

Læs også:Abildgaard: Niveauet er helt sikkert højere i Rusland

- Jeg snakker med dem på daglig basis, men jeg kan ikke rejse til Danmark, og de kan jo heller ikke rejse hertil. Så det er lidt en mærkelig situation, siger nordjyden.

Abildgaard mærker ikke selv tegn på sygdom, men klubben vil være på den sikre side og har derfor bestilt tests.

- Stab og spillere bliver testet for coronavirus i morgen, og så må vi se. Der bliver taget forholdsregler, og det er fodboldforbundet der skal beslutte, hvornår og hvordan vi spiller igen, siger han.

Imens må han altså nøjes med at træne derhjemme og holde sig i form til den dag, hvor han igen kan spille fodbold.

Læs også:Trods coronavirus: Danskere i aktion i både Tyrkiet og Rusland

Læs også:AaB er åben for nye investorer: Vi kigger ikke på, om de er danske eller ej

Læs også:AaB vil standse blødningen: Men forventer nyt underskud