Video : Tipsbladet
Superliga

Absalonsen efter ny skuffelse: Det er ekstremt bittert

Johan Absalonsen ærgrer sig gul og grøn over et nyt nederlag til Sønderjyske, men han slår fast, at der bare skal arbejdes videre.

Sønderjyske tabte skærtorsdag til AGF for anden gang på en uge, da det blev et 2-1 nederlag på Ceres Park. Det gik vildt for sig til sidst, da Marcel Rømer blev udvist i slutminutterne, inden Mustapha Bundu sikrede hjemmeholdet sejren. 

Dermed har Sønderjyske kun fået et enkelt point i de fire første kampe i nedrykningsspillet, og det ærgrer Johan Absalonsen, der ellers mener, at gæsterne leverede en god præstation

- Vi spiller egentligt en kamp, som vi gerne vil. Vi sætter os på det i store dele af kampen, selvom AGF også har deres perioder, men i det store billede er det os, der kontrollerer kampen. Vi skaber chancerne og føler os egentligt rimelig selvsikre inde på banen. Derfor er det også ekstremt bittert, at vi kommer derfra med nul point, siger Johan Absalonsen til klubbens hjemmeside. 

Det er selvsagt ikke en tilfredsstillende pointhøst for sønderjyderne, men ifølge Absalonsen er der ikke nogen nem vej ud af mørket. 

- Det er nemt at sige, at vi bare skal kæmpe videre og arbejde os ud af det, men det er altså den eneste vej. Vi skal blive ved. Får vi de her chancer igen på søndag, så er der en god chance for, at vi får point med i Horsens. Vi skal have lov til at være bitre, når vi ikke får point med fra sådan en kamp mod AGF, men så skal vi også hurtigt videre, siger Johan Absalonsen.

Næste opgave for Sønderjyske er påskedag, hvor Horsens venter.