Absalonsen: Vi kunne have taget de tre point
Illustration
Superliga

Absalonsen: Vi kunne have taget de tre point

Johan Absalonsen havde selv et par gode muligheder mod AaB, men de to hold gik fra banen uden at score. Selv mener Absalonsen, at SønderjyskE burde have vundet.

Det blev ikke noget festfyrværkeri, SønderjyskE og AaB leverede, da de to hold lørdag aften spillede 0-0 i Haderslev. Bedst var SønderjyskE, der holdt AaB fra chancer og selv spillede sig frem til et par muligheder. Men ind ville bolden ikke.

- Jeg synes, det er okay, at få et point. Vi kunne godt have taget tre point, hvis vi havde været lidt skarpere i den offensive ende. Vi får ikke straffet AaB's små possession afleveringer midt på banen, selv om vi får dem brudt, sagde Johan Absalonsen til TV3 Sport 1 umiddelbart efter opgøret.

Selv kunne og burde Johan Absalonsen nok have scoret. Offensivspilleren havde et par gode muligheder, især sidst i kampen, hvor han fra kanten af feltet havde frit skud mod Nicolai Larsens mål. Absalonsens afslutning blev dog flot pareret af AaB-keeperen, og så måtte de to hold nøjes med et enkelt point hver i første af 33 spillerrunder.