AC Horsens forlænger med 23-årig back
Foto: AC Horsens
Superliga

AC Horsens forlænger med 23-årig back

Forsvarsspiller Sebastian Avanzini har forlænget sin aftale med AC Horsens.

I første omgang fik han en halvårig aftale, men nu har backen Sebastian Avanzini fået en længere aftale med AC Horsens.

Den 23-årige back, der også kan spille på midtbanen, har indtil videre fået tre indhop i Superligaen, men det har været nok til at overbevise manager Bo Henriksen om, at der er mere at hente, og det er altså derfor, at klubben har valgt at forlænge aftalen.

Avanzini, der er italiener, skiftede i sommer fra Skovshoved, og han er natuligvis tiflreds med at have fået fremtiden på plads.

- Først og fremmest har jeg det rigtig godt i klubben, og jeg tror på, at jeg med den rette tillid kan vokse yderligere. Det har været en omvæltning at gå fra 2. division til Superligaen, men jeg føler, at det har været naturligt for mig og en god periode. Ambitionen er at komme ind og være en del af startopstillingen, og derefter er det planen, at jeg skal gøre det så godt, at jeg bliver endnu dygtigere og måske kan spille på en endnu højere hylde, siger Sebastian Avanzini til klubbens hjemmeside.

Bo Henriksen mener, at Avanzini er en god case for AC Horsens, der også tidligere har haft succes med at få spillere fra lavere rækker til at præstere på AC Horsens-holdet.

- Jeg er glad og stolt over, at vi igen har fundet en spiller, der kan tage springet fra en lavere række til Superligaen, og det er i den grad en cadeau til vores måde at scoute spillere på og helt i tråd med vores målsætning om at tro på spillere fra lavere divisioner og give dem en chance som i det her tilfælde, hvor vi har set Sebastian an i tre måneder, og vi har i den grad set nogle stærke spidskompetencer som for eksempel hans styrke i en mod en-situationerne, fortæller Bo Henriksen og fortsætter:

- Der er selvfølgelig også ting, vi skal arbejde videre med sammen med Sebastian, og han har blandt andet brug for oplevelser og kampe for at tage det næste skridt, og lige nu får han fortrinsvis reserveligakampe og enkelte indhop. Han er inde i en form for læringscyklus, og jeg er ikke i tvivl om, at vi får udbytte af det via mange gode oplevelser i den gule trøje, for vi tror meget på Sebastian, men det kræver hårdt arbejde af både os og ham.

Avanzini kan spille begge backs, men er bedst i venstre side. Han kan også gå op på midtbanen.