Video : Tipsbladet
Superliga

ACH-formand forsikrer: Bo Henriksen har meget lang snor

AC Horsens har haft et skrækkeligt slutspil blottet for sejre og scoringer, men Bo Henriksens job er slet ikke i fare, lyder det fra bestyrelsesformanden.

Advarselslamperne blinker for alvor i AC Horsens i øjeblikket.

Den Gule Fare er uden sejr i de seneste ni kampe, og holdet har ikke scoret et eneste mål i det igangværende slutspil mod AGF, SønderjyskE og Vejle Boldklub. Hvis Bo Henriksen river sig i sit lange hår, forstår man det godt.

Horsens-manageren har imidlertid en masse goodwill at tære på efter en række succesfulde sæsoner i spidsen for klubben, og derfor forsikrer Bo Pinholt, der er bestyrelsesformand i AC Horsens, at Bo Henriksen ikke er fyringstruet.

- Der skal ikke være tvivl om, at han har meget lang snor. Jeg ved godt, at andre steder har man sagt det samme, og så fyret træneren dagen efter, men sådan arbejder vi ikke i AC Horsens, siger Bo Pinholt ifølge Horsens Folkeblad og tilføjer:

- Det vigtigste for mig er, at jeg ser en manager, der agerer og stadig har masser af tanker og ideer til at ændre udviklingen. Han har spillertruppens opbakning. Der skal ikke være tvivl om, at vi selvfølgelig ikke er tilfredse med den sportslige udvikling, men det ændrer ikke på bestyrelsens opbakning til Bo Henriksen.

Selv om AC Horsens har haft et rædderligt slutspil, har holdet alligevel gode chancer for at sikre sig en ny sæson i Superligaen. En sejr på søndag mod AGF vil definitivt sikre Den Gule Fare overlevelse, men de kan også tillade sig at tabe kampen, hvis bare SønderjyskE gør det samme mod Vejle Boldklub.