Ærgerlig Ishak: Mine mål hjælper ikke holdet
Foto: Norde Ernst Van/Polfoto
Superliga

Ærgerlig Ishak: Mine mål hjælper ikke holdet

Mikael Ishak er træt af, at hans mål ikke hjælper Randers FC til flere sejre.

Det lignede en stor overraskelse fredag aften, da Mikael Ishak bragte Randers FC foran mod FC Midtjylland efter blot 9 minutter. 

Men Alka Superligaens førerhold havde tilsyneladende godt styr på klokken, for først scorede Kristian Bak Bach ganske kort før dommerens pausefløjt, og til sidst sørgede Jakob Poulsen for en FC Midtjylland-sejr med et mål i det 88. minut.

Dermed fik Randers sit fjerde nederlag i træk, og Mikael Ishak er træt af, at hans mål ikke nytter noget.

- De mål, jeg har scoret nu, har ikke rigtig hjulpet holdet, fordi vi alligevel har tabt. En angriber vil score for at hjælpe holdet, men det føles det ikke som om, jeg gør i dag.

- Jeg synes det er ufortjent, at vi ikke får point. Vi stod vældig godt imod et hold som FC Midtjylland. De scorer kort før pausen, og da der kun resterer få minutter, scorer de til 2-1, så jeg synes, vi havde fortjent et point, sagde svenskeren efter kampen til Randers Amtsavis.

Næste runde byder på endnu en topkamp for Randers, når de skal møde FC København.