Video : Tipsbladet
Superliga

Ærlig Boilesen: Utilfreds med første halvleg mod EfB

Selvom FCK gik til pause med en 2-0-føring, så var Nicolai Boilesen ikke ligefrem imponeret over, hvordan københavnerne havde klaret sig.

EfB blev søndag eftermiddag slået med 0-3 af FC København, da de gæstede Parken. FCK's Nicolai Boilesen var dog ikke helt tilfreds med, hvordan københavnerne klarede kampen.

Det slog han fast i et interview med Canal 9 umiddelbart efter slutfløjt.

- Jeg synes, at Esbjerg spiller en god første halvleg, så vi er rigtig godt tilfreds med at være foran med 2-0 ved pausen uden at have spillet særlig prangende. I anden halvleg synes jeg, at vi har mere kontrol over det, men første halvleg var jeg ikke tilfreds med. Det må jeg ærligt indrømme. 

For FCK har eftårssæsonen budt på flere kampe end de øvrige Superliga-mandskaber, da de også har været i europæisk gruppespil. Boilesen slår dog fast, at der ikke er den store træthed at mærke til trods for det.

- Nej, jeg synes, at vi har fuld fokus frem mod hver enkel kamp, og vi har en rigtig bred trup, så vi har masser af kræfter at tage af - og der er meget fra bænken at skyde med. Jeg synes også, at vi restituerer rigtig godt, og den fysiske stab er gode til at holde os friske i syv dage endnu. 

Boilesen peger endvidere på, at det nu er kampen mod Bordeaux, som det handler om for FCK'erne, hvor en sejr er nødvendig, hvis de skal have muligheden for at gå videre fra Europa League-gruppespillet.

Når dén kamp er overstået, så venter en sidste kamp for FCK inden vinterpausen, og det er i Superligaen mod Sønderjyske.