Lyngby trak sig sejrrigt ud af søndagens første Superliga-kamp, da de slog Randers med 2-0 hjemme på Lyngby Stadion.
Randers-mandskabet var ellers meget på bolden, men timing og kvalitet var en generel mangelvare for gæsterne i søndagens opgør, hvor de også blev overmatchet i de fysiske dueller.
Efter kampen var blev der da også talt med store bogstaver fra Erik Marxen, der indrømmede, at indstillingen og præstationerne skal ændres markant, hvis man skal fortsætte i landets bedste række.
- Der bliver ikke sagt så meget i omklædningsrummet. Thomasberg har rundet af og med rette givet os en opsang. Der skal helt sikkert andre boller på suppen, hvis vi skal være Superliga-hold næste år.
- Det er generelt en mangelfuld præstation. De virker mere forberedte på, hvad der skal ske. De går også hårdere ind i duellerne. Jeg har svært ved at finde en forklaring på, hvorfor de overmatcher os og ikke omvendt. Det er lidt bekymrende, ja, siger han til TV3 Sport efter kampen.
Randers-anføreren afkræftede i øvrigt, at der var tale om dårlig stemning i Randers-truppen, hvor han fortsat oplever god stemning til træningerne.
Nederlaget betyder, at Randers indtager Superligaens 13. plads.