• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

Afgående OB-assistent er klar på udlandet, 1. division og cheftrænerjob

Afgående OB-assistent er klar på udlandet, 1. division og cheftrænerjob
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

John Bredal har potentielt kun fem dage tilbage som assistenttræner i OB, men han ved ikke, hvad fremtiden bringer. Han er dog frisk på det meste, måske også den henvendelse, han har fået fra en skandinavisk klub.

Af Anders Dehn

Hvis OB ikke vender 2-3-nederlaget mod AGF i returkampen på søndag, er sæsonen forbi, og det samme vil John Bredals tid i klubben være. Assistenttræneren får ikke forlænget sin kontrakt, men selv om fremtiden kan indfinde sig lige rundt om hjørnet, ved Bredal ikke, hvad den byder på.

Der har da været nogle løse henvendelser, men John Bredal fylder 54 i år, så han skal have noget, han brænder for, siger han. Ellers skal man takke nej tak, og det har han ifølge eget udsagn også gjort.

Læs også: OB bekræfter: Henter assistenttræner i SønderjyskE

- Det skal være noget, jeg kan se mig selv i. Jeg skal kunne gå all in. Da jeg var ung, gik jeg all in på at være slagter (og var i en årrække Danmarks yngste slagtermester, red.), og senere gik jeg all in på trænergerningen, siger John Bredal til tipsbladet.dk.

OB-truppen har fri i dag, så Bredal sidder i sit hjem i Farum og taler i telefon. Derfra kan han se over til Right to Dream Park, hans hjemmebane gennem 13 år, men det ligger ikke i kortene, at han skal retur til FC Nordsjællland. Hvis de ringer, så ringer de, siger han, men det er ikke noget, han sidder og venter på.

Læs også: OB-direktør afviser uro: Stor opbakning til Kent Nielsen

John Bredal har været assistenttræner i noget, der ligner to årtier, men i OB har han også stået i spidsen for reserveholdet. Så når han skal tage næste skridt, kan det uden problemer blive som chef.

- Efter så mange reservekampe føler jeg, at jeg kan forme mit eget hold. Men jeg er ikke brandet som en, der har spillet topfodbold og har sit eget navn. Det er nok ikke en Superliga-klub, der tager mig, så jeg skal ned i de lavere rækker, hvis det er, siger han.

- Men hvis jeg kan finde en klub, der har potentiale til at kunne noget, er det også interessant. Med nogle folk, der brænder for det, som da man i gamle dage byggede FC Nordsjælland op, og jeg kom til, da vi var i andenbedste række.

- Et cheftrænerjob i 1. division kunne sagtens være attraktivt, men det kan være svært nok at få. Der er mange om buddet. Jeg kunne også se mig selv i en anden rolle; jeg synes, jeg har stor forstand på standardsituationer. Rollen passer mig også okay, jeg kender min plads i hierarkiet, lyder det fra OB-assistenten.

John Bredal fører selv statistik over alle dødboldsmål i Superligaen, og ifølge ham har OB indkasseret færre mål end alle top 6-hold. Men det behøver nu ikke være et dansk hold, der får glæde af Bredals evner som dødboldstræner eller andre aspekter af trænerfaget.

- Det skal ikke være Danmark. Jeg har faktisk fået en henvendelse i weekenden fra udlandet, en klub i Skandinavien, og jeg får tilsendt noget materiale her i midtugen. Jeg har tre voksne børn, så jeg er ikke afhængig af dem. Hvis det er langt nok væk, er min frue også med, siger John Bredal.

- Jeg blev også opfordret til at søge et akademijob i en Premier League-klub for nylig, men da det kom, var det næsten for sent at søge.

Nu håber han, at der sker noget, når sæsonen så småt går på hæld. Ellers er John Bredal klar til at vente.

- Så tager jeg bare seks måneders sabbatår, siger han.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.