Vendsyssel FF har mistet mange spillere, siden klubben rykkede ud af Superligaen, men i sidste uge fastslog sportsdirektør Ole Nielsen over for tipsbladet.dk, at han forventer, der efterhånden er sat en prop i afgangene fra spillertruppen.
Alexander Juel Andersen kan dog stadig være på vippen.
Den tidligere AGF-spiller har med egne ord haft den bedste sæson i sin karriere, og han var den Vendsyssel-spiller, der var på banen i flest minutter i Superligaen. Forsvarsspilleren håber, at Superligaen også bliver hans ugentlige arbejdsplads på den anden side af transfervinduet.
Det fortæller agent Michael Johansen.
- Jeg tænker, at der må være flere klubber på højeste niveau i Danmark, der har noteret sig, at Alexander har spillet en rigtig flot sæson, så jeg har høje forventninger til, at der sker noget i løbet af sommeren. Han vil gerne prøve noget nyt, nu hvor Vendsyssel er rykket ned, siger Michael Johansen til tipsbladet.dk.
Alexander Juel Andersen er anfører i Vendsyssel FF, og i kølvandet på nedrykningen var han ude med en hård kritik af ledelsen i den nordjyske klub.
- Der sker så mange vanvittige ting, og der er truffet et hav af elendige dispositioner hele vejen rundt, sagde Juel Andersen blandt andet til Canal 9 i et interview, du kan se i sin fulde længde i videoen i toppen af artiklen.
Efterfølgende har forsvarsspilleren været kaldt til møde med sportsdirektør Ole Nielsen, og Michael Johansen fortæller, at han også har snakket sagen igennem med Vendsyssel-spilleren.
- Jeg har haft en snak med Alexander om det. Hvad vi talte om, bliver mellem os, siger han.
28-årige Alexander Juel Andersen har et år tilbage af sin kontrakt med Vendsyssel FF.