Agent: Randers tror virkelig på Mitrovic
Superliga

Agent: Randers tror virkelig på Mitrovic

Marko Mitrovic var aldrig i tvivl om, at han ville til Randers, da kronjyderne kom på banen.

Marko Mitrovic er Randers-spiller de næste to år på papiret, efter den svenske angriber torsdag skrev under på en kontrakt med kronjyderne. I 2012 var Mitrovic også tæt på at skifte til dansk fodbold, da både OB, FC København og Brøndby viste interesse. Han endte i stedet med at skifte til Brescia.

Et lignende scenarie udspillede sig ikke i forbindelse med skiftet til Randers. Da ”hestene” kom galopperende med et kontraktforslag, var han aldrig i tvivl.

- Randers viste fra start, at de virkelig tror på Marko – også på den lange bane. De kan tilbyde et miljø, han har brug for for at komme tilbage i kontinuerlig kampform. Både Ole (Nielsen, red.) og Olafur (Kristjansson, red.) ser et enormt potentiale i Marko, og det gør ham bare ekstra motiveret, siger Mitrovics agent, Denis Celebic, til tipsbladet.dk.

Marko Mitrovic er et forholdsvis ubeskrevet blad i Danmark, men hvis man spørger agenten, kan man forvente mange mål fra den svenske angriber.

- Marko er en angriber, der, når han er i topform, holder et rigtig højt niveau. Han er teknisk dygtig og fysisk stærk. Han har alle kvaliteter og forudsætninger for at få succes, og når han er på sit bedste, er han en alvorlig bejler til topscorertitlen i Superligaen, lyder det fra agenten.

Marko Mitrovic har skrevet en to-årig kontrakt med Randers FC.