Agent sendte spiller til Lyngby: For tre uger siden sagde de, klubben var sund
Mohammed Saeid til højre. Foto: Getty Images
Superliga

Agent sendte spiller til Lyngby: For tre uger siden sagde de, klubben var sund

Midtbanespiller Mohammed Saeid skiftede 1. januar fra USA og Major League Soccer til Danmark og Lyngby Boldklub. Nu kan han ende med at skulle finde en ny klub om ganske kort tid, hvis klubben ikke kan få rejst kapital til at betale regninger og lønninger. Agenten har heller ikke fået sit agenthonorar for aftalen, siger han.

Efter tre år i Nordamerika hos henholdsvis Columbus Crew, Minnesota United og Colorado Rapids vendte den svenske midtbanespiller Mohammed Saeid 1. januar 2018 tilbage til Skandinavien.

Men opholdet i Skandinavien og Lyngby Boldklub kan ende med at blive ganske kort, for klubben har økonomiske problemer, og der er alvorlige spørgsmålstegn ved, om det lader sig gøre at overleve for sidste sæsons bronzevinder.

Klubejer og bestyrelsesformand Torben Jensen vurderer selv, at der er økonomi til at drive klubben videre resten af denne måned, men når klubbens spillere og ansatte den 31. januar tjekker deres konto for, om der er kommet løn for arbejdet i januar, er det ikke sikkert, at de bliver glade. Der er, som det ser ud nu, ikke penge til at betale løn.

Og det kan gå ud over nyindkøbet Saeid.

- Vi havde forsøgt at sikre os, fordi der havde været rygter og sådan, men vi fik at vide, at der ikke var problemer. Nu sker det her så, og det er meget uheldigt. Vi har et utroligt godt forhold til Thomas Nørgaard, og jeg tror ikke, han vidste, det var så galt før for ganske nyligt, siger den svenske agent til tipsbladet.dk om problemerne i Lyngby og forklarer:

- Det er tre uger siden, at vi fik meldingen, at klubben var sund, og at det gik efter planen. Så går de ud og køber en spiller i Sverige (Simon Strand, red.), og det giver ikke helt mening for mig, når man nu ved, hvor dårlig deres økonomi er. Det føles, som om klubben har malet et billede af noget, der ikke er der. Men det er ikke Thomas (Nørgaard, red.) - det er ejeren.

Det betyder, at agent Michael Kallbäck fra Neverland MGMT muligvis skal på arbejde igen. At han måske skal finde en ny klub til Mohammed Saeid.

- Hvis de føler, de kan løse det inden for kort tid, så er det ikke så vigtigt, om lønnen kommer den 1. februar eller den 10. februar, men vi må undersøge markedet, hvis Lyngby ikke får styr på problemerne.

- "Mo" (Mohammed Saeid, red.) vendte tilbage til Skandinavien, fordi han gerne ville spille i Superligaen, og Lyngby virkede som en god klub. Han fik at vide, at det er en klub med en god struktur, og så render vi ind i det her nu. Vi må se, hvad der sker, men det er klart, det er heller ikke billigt at bo i København. Hvordan skal man betale sin husleje, hvis man ikke får løn? Det må Lyngby finde ud af, siger han. 

Da han selv stod for at forhandle en kontrakt med Lyngby på plads på vegne af Mohammed Saeid, stod Michael Kallbäck selv til et agenthonorar. Ikke et stort honorar, fortæller han, men alligevel et honorar, han nu får svært ved at få.

Agenten fortæller, at han den 2. januar fik at vide af klubben, at den gerne ville dele agenthonoraret op i fire bidder, som han så ville få over tid. Noget, han sagde ja til, selv om beløbet ifølge Michael Kallbäck ikke er stort. Den svenske agent arbejder blandt andet i flere U-lande, og Lyngby-situationen minder om noget af det, han oplever, når han arbejder med klubber i små og fattige lande.

- De har stadig ikke betalt. Det er frustrerende, at man skal kæmpe for det, der reelt kun svarer til lommepenge. Og så i sådan en klub. Det er det, man altid skal kæmpe for, når man arbejder med klubber i U-lande, og nu her render jeg rundt i Asien og skal bruge tid på at lave opkald til Lyngby for at høre, hvad der foregår. Det er frustrerende, siger han og forklarer:

- Hvis de for 15 dage siden havde sagt til mig, at der ikke var penge, så skulle jeg i det mindste ikke bruge tid på det, men det fortæller jo også, at der måske er en ejer, der ikke har sagt sandheden til træneren, spillerne og de ansatte, siger Michael Kallbäck.

Mohammed Saeid fik en kontrakt på halvandet år i Lyngby Boldklub.

Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra ejer Torben Jensen, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.